Rally   27/01/17

Nu spidser det til i Sahara
- Mange udfordringer og ændringer i den samlede stilling på vejen til Dakar
Udfordringerne i cross country rally som det igangværende Intercontinental Rally 2017 er mange og massive. Fra det ene øjeblik til det andet kan situationen skifte fra medgang til modgang. Håndteringen af sidstnævnte får afgørende indflydelse på det endelige resultat den 5. februar. Også for det danske Team Glad, som på løbets første dag lagde sig i spidsen.

Efter de første fire dage er situationen ændret, så Jacob Glad og Philip Volmer Hansen er før den femte dags etaper på en samlet fjerdeplads i deres QT Wildcat 500 DKR. Men der er lang vej endnu til Dakar og meget kan ændre sig undervejs.

Feltet spredes
På tredjedagens 291 kilometer lange specialetape fra Merzouga til Zagora var den spanske duo Dario og Nobel i en Bowler Wildcat 200 hurtigst i tiden 3:23:00 timer foran det tjekkiske par Lukasik og Rezny i Nissan Patrol i tiden 3:24:00 timer foran landsmændene Marik og Kutmon i Toyota Land Cruiser i tiden 3:41:00 timer. Jacob Glad og Philip Volmer Hansen kom i mål med dagens syvendebedste tid 4:01:00 timer.

De to andre danske hold, Team Clausen og Team Ben&Bo kom i mål som nummer 13 og 16 - henholdsvis i tiden 5:31:00 og 6:38:00 timer. De to hold kører i henholdsvis Suzuki Grand Vitara og Land Rover Defender 110“.

I den samlede stilling efter tre dages ørkenrace overtog Marik og Kutmon føringen med tiden 11:54:0 timer efterfulgt af Dario og Nobel i tiden 11:56:00 og Lukasik og Rezny i tiden 11:57:00, og på fjerdepladsen fulgte Jacob Glad og Philip Volmer Hansen i tiden 12:07:00 timer.

Kampen mellem holdene forrest i feltet er med andre knivskarp.

For de to andre danske team, Clausen og Ben&Bo, var deres respektive placeringer i den samlede stilling efter tre dage 14 og 16 i tiden 20:03:00 og 22:01:00 timer, så der er allerede stor spredning i feltet.

Efter en knitrende kold passage over Atlasbjergene og race over klippegrund nåede feltet ind i Saharas sandklitter, og undervejs skulle der passeres waypoints inden for en afstand af 100 meter.

- For ikke at risikere et straftillæg på to timer valgte vi at køre et stykke tilbage for at være helt sikre på, at vi havde passeret et waypoint inden for den krævede afstand, fastslog Jacob Glad sidenhen som forklaring til skiftet i den samlede stilling.

27 minutter mellem de førende
Undervejs har det også været nødvendigt at foretage nogle modifikationer af bilens undervogn, fordi affjedringen slog op i vognbunden og motorrummet, men Team Glads supporthold var på stedet for at fikse problemet med lokal bistand.

På dag fire gik det bedre, omend Team Glad på den 533 kilometer lange specialetape fra Zagora til Icht nøjedes med at være tredjehurtigst i tiden 3:50:00 timer efter henholdsvis Dario/Nobel i tiden 3:34:00 og Lukasik/Rezny i tiden 3:38:00 timer. At udfordringerne i ørkenen er svære understreges af de to andre danske holds tider. Team Ben&Bo var på dagen nummer 16 i tiden 15:58:00 timer og Team Clausen nummer 18 i tiden 21:53:00 timer.

Stillingen efter fjerdedagens specialetape: Dario/Nobel med en samlet tid på 15:30:00 timer, Lukasik/Rezny 15:35:00 timer, Marik/Kutmon 15:47:00 timer og Team Glad 15:57:00, så der er kun 27 minutters forskel på den førende bil og Team Glad på fjerdepladsen.

Team Ben&Bo er nummer 15 i tiden 27:59:00 timer og Team Clausen nummer 18 i tiden 41:56:00 timer.

To dæktyper til rådighed
For Team Glad handler det om at holde maksimal fart i bilen uden at ødelægge noget og maksimal udnyttelse deres BFG-dæk med forstærkede dæksider.

- Tidligere har vi kørt med en ret grovmønstret dæktype, men denne gang har vi to typer til rådighed. BFG Mud Terrain og BFG All Terrain, så vi både har optimalt fodfæste på klippegrund, i sandklitterne og i mudder, hvor der har været kraftige regnskyl. Vi har før kørt med MT-dækkene i sand, men AT-dækkene er mindre tilbøjelige til at grave sig ned i sandet. Blot skal vi være opmærksomme på, at dækkene har det rette lufttryk til underlaget - lavt til sandklitterne, højt til stenet grund, forklarer Jacob Glad.

Mindst seks timers søvn
Femtedagen byder på endnu en lang specialetape, 532 kilometer fra Icht til Smara, og Team Glad fortsætter efter samme strategi som hidtil med optimal fart uden at splitte bilen ad.

- Efter en dag i ørkenen er alt rystet løs, og skal kontrolleres og efterspændes, når vi kommer til campen efter dagens etape. Det er et must, og dét sørger vores supporthold for, tilføjer Jacob Glad.

Jacob Glad og Philip Volmer Hansen har sat sig for, at de efter hver dagsetape skal have minimum seks timers hvile for at kunne yde deres bedste.

- Vi kan nøjes med mindre søvn en dag eller to, men ikke hele vejen til Dakar. Ellers bliver man slidt ned, så servicefolkenes indsats har stor betydning for resultatet af vore anstrengelser, slutter Jacob Glad.

Rallyet fra start til mål
Sådan forløber årets udgave af det 6.000 kilometer lange Intercontinental Rally 2017 fra Almeria i Spanien til Dakar i Senegal. Foruden transportetaper skal der køres nedenstående distancer, som er afgørende for slutresultatet:

Day 01 (Jan 23): Almeria – Mahirija, 195km
Day 02 (Jan 24): Mahirija – Merzouga, 516km
Day 03 (Jan 25): Merzouga – Zagora, 291km
Day 04 (Jan 26): Zagora – Icht, 533km
Day 05 (Jan 27): Icht – Smara, 532km
Day 06 (Jan 28): Smara - Dakhla, 673km
Day 07 (Jan 29): Dakhla - Nouadhibou, 414km
Day 08 (Jan 30): Nouadhibou – Atar, 533km
Day 09 (Jan 31): Atar – Chinguetti, 286km
Day 10 (Feb 01): Chinguetti – Akjoujt, 417km
Day 11 (Feb 02): Akjoujt – Nouakchott, 315km
Day 12 (Feb 03): Nouakchott - St.Louis, 315km
Day 13 (Feb 04): St.Louis - Lac Rose, 154km
Day 14 (Feb 05): Lac Rose - Lac Rose,Dakar

Morten Dam


 
Reklamer

H.I. Auto


Yokohama Advan dæk


Bruno Hansen Motorsport