Rally   22/10/17

Anden totalsejr i træk til John Frederiksen
Tre ting stod helt klart for John Frederiksen, Herlufmagle/Roskilde og Thomas Holm Hansen, Hyllinge, efter finalerunden i årets Yokohamamesterskab i rallysprint:
For anden gang i træk stod de på toppen af sejrspodiet som klassevindere og totalvindere efter fire heat på en hurtig sprintbane i Kolding. For blot et par uger siden var situationen den samme i Rødbyhavn efter slutrunden i rallysprint i Yokohamamesterskabet Øst.

- Resultaterne bliver helt klart bedre, jo mere vi får kørt. Vi satte os som mål at vinde vores to sidste løb i år, og det lykkedes, fastslog en tilfreds John Frederksen efter den sydjydske slutrunde.


Team Hyllinge Racing i aktion med den yderst potente BMW M3 Compact og på vej mod den anden totalsejr i træk
(Foto: MD/autoMOTIV - specialpress)

Vigtig nattesøvn
De seneste to rallysprint har desuden bekræftet Team Hyllinge Racings opfattelse af, at en justeret opsætning af den potente BMW M3 Compacts affjedring og hjulgeometri er optimal.

- Bilen kan næppe blive bedre, så yderligere fremskridt vil afhænge af os selv, fortsætter John Frederiksen, og dét er han begyndt på.

- I stedet for at starte dagen en meget tidlig morgen med en lang køretur på landevejen før dagens første start, har jeg det meget bedre ved at køre frem dagen før og forberede indsatsen med en god nattesøvn. Det har jeg gjort de seneste gange, og resultaterne taler jo for sig selv, tilføjer John Frederiksen.

Men kombinationen af en optimeret bil, kortere interval mellem løb og en ordentlig nattesøvn er dog ingen garanti for succes. Dét konstaterede de to sjællandske fartpiloter ved finalen i Kolding med deltagere fra både de østlige og vestlige kvalifikationsløb.


John Frederiksen og Thomas Holm Hansen er i de seneste uger to gange noteret som totalvindere af rallysprint i årets Yokohamamesterskab
(Foto: MD/autoMOTIV - specialpress)

Forspringet forsvandt
- Efter de to første heat havde vi et forspring på omkring 10 sekunder til feltets næsthurtigste, Brian Johansen og Tina Johansen i en meget hurtig Ford Escort RS 1800, men ved starten på det tredje heat var forspringet pludseligt mindre end et sekund, og så fik vi travlt, konstaterede co-driver Thomas Holm Hansen efterfølgende.

Forklaringen var en fejl ved opsætningen af målfeltet ved de to første af finalens fire heat. Derved blev 12 hold fejlagtigt tildelt 10 strafsekunder, men disse blev i pausen mellem andet og tredje heat slettet, og dermed blev vendt op og ned på den aktuelle stilling mellem kørerne.


(Foto: MD/autoMOTIV - specialpress)

Vandt alligevel
- For at være på den sikre side, havde vi besluttet ikke at køre 100 pct., men vi måtte vi dog give den lidt ekstra, for at holde Brian Johansen på afstand, så vi sluttede med et forspring på godt 7,2 sekunder, sluttede John Frederiksen efter at han og Thomas Holm Hansen havde fået udskiftet deres champagnevædede køredragter ud med tørt tøj.


Dagen sluttede med en førsteplads på toppen af sejrspodiet fulgt af champagnesprøjt og ”brusebad“
(Foto: MD/autoMOTIV - specialpress)

Team Hyllinge Racing har nu kørt rallybilen til vinterpause, men det overvejes, hvordan næste års sæson skal sammensættes.

Team Hyllinge Racing

Morten Dam
Specialpressen


 
Reklamer

Yokohama Advan dæk


H.I. Auto


Bruno Hansen Motorsport