Rally   21/11/17

McBride vil satse på vinderbil i sæsonen 2018
Skiftede i finalerunden til klasse med kraftigere og hurtigere biler
Et nyt miks af driver og co-driver, en ”ny“ bil i en anden klasse end sædvanligt, et 2-dages finalerally inklusive kørsel i mørke plus feber og lungebetændelse! Ingen optimal kombination, men sådan var det for ét af de 38 startende hold i Int. Rally Denmark 2017, hvor de overraskende stillede til start i en anden klasse end den sædvanlige og i en spurtstærk bil med vinderpotentiale.

Ikke desto mindre formåede Michael Ted McBride, Rødovre, sammen med sin co-driver Martin Jørgensen, Ruds Vedby, at holde et tempo, der sikrede holdet en fjerdeplads i klassen og en niendeplads i generalklassementet. Det sikrede samtidigt den sjællandske duo en 10. plads i Dansk Super Rally, da det samlede pointregnskab var gjort op.


Michael Ted McBride og Martin Jørgensen på den første hastighedsprøve i den rappe Suzuki Swift Maxi 2000
(Foto: Morten Dam - autoMOTIV/specialpress)

Begge kørere finder erfaringen med den ”nye“ bil og resultatet af finalerunden så positiv, at de i 2018 vil satse på en kombination af rallytest, rallysprint og Danmarksmesterskabet i rally med den rappe Suzuki Swift Maxi 2000, som holdet forud for finalerunden overtog fra den flerdobbelte DM-vinder Kenneth Madsen, Ruds Vedby.


McBride og Jørgensen var tilfredse med bilen, de umiddelbart før finalerallyet overtog fra den tidligere DM-vinder Kenneth Madsen
(Foto: Morten Dam - autoMOTIV/specialpress)

FJERDEHURTIGST I REGNVEJR
Michael Ted McBride og Martin Jørgensen satte sig i begyndelsen af året sammen i en Opel Corsa OPC for at køre efter en topplacering i den specielle cup for denne bilmodel og lagde ud med en tredjeplads i det første af turneringens fem løb. I det følgende løb blev det til en fjerdeplads og siden fulgte endnu en tredjeplads. Men da de udgik af turneringens tredje runde, måtte de i denne del af årets fartfest nøjes med en samlet tredjeplads.


I øsende regnvejr kørte McBride og Jørgensen fjerdehurtigste tid på kaserneområdet i Viborg
(Foto: Morten Dam - autoMOTIV/specialpress)

Derudover var de i samme bil med i opgøret om Danmarksmesterskabet i Gruppe E og N for biler med motorer over 1600 ccm, og sluttede på en samlet fjerdeplads.

- Lysten til at køre en Suzuki Swift Maxi 2000 har jeg haft længe, så da jeg fik tilbudt at overtage Kenneth Madsens vinderbil, slog jeg til. På grund af feber og en lungebetændelse var jeg ikke helt fit for fight i finalerallyet, og lagde lidt forsigtigt ud, da jeg ikke havde prøvet bilen før starten, så på den baggrund er jeg godt tilfreds med vores resultat, fastslog McBride efterfølgende.

- På den våde og fedtede første prøve havde vi ganske vist en snurretur, men faktisk fik Michael hurtigt vænnet sig til bilen og kørte gode tider på flere prøver. Vi var da fjerdehurtigst i regnvejr på kaserne-prøven i Viborg, konstaterede Martin Jørgensen og tilføjede:

- Samtidigt fik vi god hjælp fra såvel vore servicefolk Mads og Jesper som fra Suzuki-teamet, så med de givne omstændigheder in mente, kan vi kun være tilfredse med resultatet.


Flyvende i Gjern Bakker søndag morgen og på vej mod en fjerdeplads i klassen og 9. plads i generalklassementet.
(Foto: Morten Dam - autoMOTIV/specialpress)

FLERE VOGNSKIFT UNDERVEJS
Sideløbende med DM-rally har makkerparret deltaget i den landsdækkende rallysprint-turnering Yokohamamesterskabet 2017. I to indledende runder i lånte biler - Toyota Corolla og Citroën Saxo - og siden med en toptrimmet motor i en nyanskaffet Opel Adam. Resultatet var klassemæssige topplaceringer, en samlet tredjeplads i turneringens fire østlige runder og en andenplads i finalerunden for det samlede mesterskab.


Efter to dages rally kørte McBride og Jørgensen i mål i Kjellerup efter deres første rally i Suzuki Swift Maxi 2000
(Foto: Morten Dam - autoMOTIV/specialpress)

Desuden fik de udbygget deres samarbejde i bilen ved to rallytest i Roskilde og Kongensbro. I forbindelse med sidstnævnte blev det samtidigt til en klassemæssig andenplads i et rallysprint.

Men efter en sæson i biler som Opel Corsa OPC, Toyota Corolla, Opel Adam, Citroën Saxo og en fnysende hurtige Suzuki Swift Maxi 2000 har Michael Ted McBride besluttet sig for at rydde op i sin vognpark og koncentrerer sig om den sidstnævnte fremover.


Foruden forberedelserne til DM-finalen, skiftet til en ny og hurtigere klasse samt døje med en lurende lungebetændelse havde McBride også travlt med at åbne sin nye virksomhed Auto-Wellness på Hedeager i Brøndby, så han var bestemt tilfreds med debuten i sin Suzuki Swift
(Foto: Morten Dam - autoMOTIV/specialpress)

Corsa’en og den Peugeot 208, som han brugte i rallysprint i 2016, skal sælges eller udlejes. Om det samme sker for den lille Opel Adam er der endnu ikke truffet endelig beslutning om. Men 2018-programmet er lagt fast: DM-rally, Yokohamamesterskabet, rallytesten i Roskilde, rallysprintet i Kongensbro og måske det skånske rallysprint ”Lille Mats“ i Hässleholm.

McBride Racing

Morten Dam - autoMOTIV/specialpress


 
Reklamer

H.I. Auto


Yokohama Advan dæk


Bruno Hansen Motorsport