Jan Magnussen i Peugeot 307 GTI var igen fulgt af uheld, da næstsidste afdeling af DTC blev afviklet på Padborg Park. Den regerende DTC mester, der i år kun har kørt udvalgte afdelinger af DTC, var hurtigste mand efter lørdagens tidstagning, men efter søndagens Super Pole måtte Jan Magnussen tage til takke med en tredjeplads, der dog senere blev ændret til en startplacering som nummer tolv, da bilens ene forskærm manglede nogle milimeter i bredden.
I prefinalen var Jan Magnussen involveret i mange gode dueller og overhalinger og Jan Magnussen stod for det, der vel kan udnævnes til den flotteste overhaling i DTC nogensinde, da han for enden af langsiden formåede at overhale både holdkammerat Jason Watt og Kurt Thiim i Renault udenom til stor jubel fra publikum. Jan Magnussen sluttede prefinalen på en syvende plads, hvilket også skulle have været startplaceringen i finalen.
Men i pausen mellem prefinale og finale, havde Jan Magnussens mekanikere travlt med at udbedre skader på bilens sporing efter meget tumult ved løbets start, og først i sidste øjeblik, blev det opdaget, at en styrekugle var ødelagt og skulle udskiftes. Mekanikerne manglede dog 20 sekunder i at kunne få Jan Magnussen ud af pitten i rette tid og derfor var Jan nødsaget til at starte finalen fra pitlane - som sidste mand af de 21 startende biler. Med forrygende kørsel gav Jan Magnussen dog de mange tilskuere valuta for pengene, da han i løbet af de 14 omgange præsterede overhaling efter overhaling efterfulgt af klapsalver fra tribunerne. Jan Magnussen lavede overhalinger i alle banens sving og på en omgang blev det til hele tre overhalinger. Tre omgange før mål, satte Jan ny banerekord og da det ternede flag blev viftet, havde han kørt sin Peugeot op til en flot placering som nummer fem, kun 10 sekunder efter vinderen, hvilket gav masser af flotte tilkendegivelser fra kollegaerne i pitten.
"Vi fik det optimale ud af dagen. Selvfølgelig vil jeg helst vinde, men det her var rigtig sjovt. I prefinalen kunne jeg godt mærke, at bilen var langt fra perfekt efter tumulten i de første sving, men jeg havde håbet på at komme op på femtepladsen, så jeg kunne starte forrest i finalen, men det gik ikke. Det var nu også ligegyldigt, da vi efterfølgende ikke nåede ud af pitten i tide. Så var der kun en ting at gøre - køre ud og have det sjovt og komme så langt op som muligt. Jeg havde det virkelig sjovt derude, for bilen kørte helt perfekt i finalen og jeg kunne virkelig presse den og køre ræs. Vi skulle have vundet, men sådan går det desværre ikke altid, men jeg er glad for at publikum også synes det var fedt at se på" fortæller Jan Magnussen fra Padborg.
Løbet blev vundet af Jens Edman, Toyota foran Casper Elgaard, BMW og Jan Magnussens holdkammerat Martin Jensen. Jan Kaiser JanMagnussen.com KevinMagnussen.com Læs mere om: 19/09/04 - Padborg Park - DTC weekend |