- Volvo Motorsport Danmark Så blev det atter tid til, at det store DTC felt skulle gæste den sønderjyske bane - Padborg Park. Og med to tredjepladser sidst vi var der, så var forventninger da også til stede for, at vi kunne gøre et godt resultat igen. Det gjorde vi, men det kom til at kræve en kanon spændende kørsel fra Pontus side, som han dog leverede på flotteste vis.
Under træningen blev der prøvet et par forskellige set-ups af, for lige at finpudse formen inden det gik løs i eftermiddagens tidtagning. Dagens tidtagning kom til at tage et par omgange mere end forventet, da vi måtte "slås" lidt med Phillip Andersen i hans Honda, som lå og spærrede på vores første flyvende omgange. Men det til trods kørte Pontus en tid, der placerede Volvo S60'eren ind som nummer 5, og da de første 12 i tidtagningen går videre til søndagens Super Pole, så vi ingen grund til at gå ud endnu en gang for at få en fri flyvende omgang.
(Foto: Motorsporten.dk)
Søndagens warm-up blev brugt til at justere bremsebalancen ind, da vi kunne se på bilens datalog system, at vi havde lidt problemer med at bremse lige så sent, som sidst vi var på banen. Bremsebalancen blev bedre, men desværre havde vi valgt et forkert set-up til selve Super Polen, hvor vi måtte se os placeret nede i fjerde startrække som nummer 8. Langt fra noget optimalt udgangspunkt til eftermiddagens heat.
Teamets mekanikere fik dog ændret på bilens set-up, så vi igen var tilbage på rette spor, inden vi kørte ud til et velbesøgt Grid Show på Padborg Park. Vi var dog alle godt klar over, at der ventede en hård opgave forude, hvis vi skulle frem til nogle gode placeringer, især med to særdeles velkørende Toyotaer og to hurtigt startende BMW'er foran os.
Pontus viste dog med en kanon start, hvilket format han og Volvoen har i DTC, og allerede efter de første par sving, var vi oppe på en 5. plads med John Nielsen lige i bagkofangeren, hvilket ikke just er nogen ønskeposition at have ham i. Lidt tumult på den bageste banehalvdel gjorde dog, at Casper Elgaard missede et par placeringer og røg ned som femmer og Pontus kom op som nummer 4. Den sidste del af løbet blev en hård kamp med Casper Elgaard lige efter Pontus, men trods ihærdig kørsel fra Caspers side, så måtte han nøjes med at se bagkofangeren af Volvo S60'eren. Efter heatene fik vi at vide, at Jens Edmann havde fået en tidsstraf, hvilket bragte os op på en tredjeplads i pre-finalen. Den kom dog så sent, at startrækkefølgen til Finaleheatet ikke kunne nå at ændres.
Med en startplacering som nummer 2 helt fremme i første række, var der lagt op til et godt resultat igen. Men med en BMW i pole position, så vidste både Pontus og teamet, at det ville blive mere end svært at tage starten. Og ganske som forventet lavede Casper Elgaard en kanonstart i BMW'en og med en start placering på ydersiden, nåede Jens Edmann lige at få lukket hullet på indersiden, så efter de første par sving havde vi mistet en placering og var røget ned på en tredjeplads med to kampivrige Peugeot 307'ere lige bag os. Og efter et par omgange kom Martin Jensen i Peugeot 307 forbi, og i forbikørslen fik vi et "lille puf" fra Martin, der nåede at give så megen ubalance i bilen, at også Jason Watt nåede at smutte forbi.
Men efter nogle spændende dueller med Jason Watt endte det med, at Jason i kampens hede forbremsede sig for enden af langsiden, hvorved, at Pontus atter kom op på fjerde pladsen. Desværre havde duellen med Jason Watt givet hans teamkollega Martin Jensen så megen luft, at vi ikke kunne nå at komme op og få kontakt til ham igen på de resterende omgange.
(Foto: Motorsporten.dk)
En podieplacering blev det desværre ikke til, men en masse gode point i de to heats gjorde, at vi nu er med fremme i kampen om, at slutte i top 5 i årets mesterskab. Lige nu ligger vi på 6. pladsen, men her skal der dog tages forbehold i, at der stadig verserer en sag omkring en tidsstraf til både Casper Elgaard og Michel Nykjær, hvilket kan flytte lidt rundt på stillingen.
Endnu en gang viste Volvo Motorsport og Pontus Mörth, at vi kan være med fremme i DTC, og vi glæder os alle til noget, der ligner et brag af et finale løb, hvor der stadig er 40 points at køre om. Og en ting er sikkert, vi vil i hvert fald gøre vores til at få fingre i så stor en del af de point som overhovedet muligt.
Næste løb: DM Finale på Jyllands Ringen d. 3. Oktober.
Volvo Motorsport Danmark Læs mere om: 19/09/04 - Padborg Park - DTC weekend |