-løbsrapport fra Padborg Super Prix 19. september 2004 Toyota vandt begge finaler, men Casper Elgaard kom alligevel tættere på Henrik Lundgaard. Weekendens topscorer blev imidlertid Martin Jensen, der derved holdt liv i sine og Peugeots titelchancer. Ellers var specielt finalen præget af hård kørsel, der efterlod hovedparten af profferne på tabslisten. Prefinalen
Med Toyota'er på første startrække og bedste BMW (John Nielsen) på fjerdepladsen på den smalle bane, er der lagt op til japanerdominans i prefinalen. Fra pole kan Henrik Lundgaard køre i front, mens Jens Edman må kæmpe med John Nielsen i ydersporet om andenpladsen. Det giver Martin Jensen og Casper Elgaard al den plads de behøver for at snuppe anden- og tredjepladsen i første sving. Edman er nu fjerde, Pontus Mörth er femmer, mens John Nielsen bliver sendt ned på sjettepladsen efter lidt gnubberi med Edman. Kurt Thiim og Jason Watt.
I trængslen på første omgang bliver Michael Carlsen sendt i sandkassen af Jan Magnussen før Poetzsch-svinget og må notere sig årets første udgåelse.
Henrik Lundgaard holdt føringen i starten og vandt prefinalen. (Foto: Motorsporten.dk)
Henrik Lundgaard og Martin Jensen stikker hurtigt af fra forfølgerne, hvorimod Casper Elgaard får selskab af Jens Edman i kampen om tredjepladsen. Edman vil forbi og tyer til karosseriet i opløbssvinget til langsiden på femte omgang. Elgaard taber moment og, ud over Edman, må han lade Pontus Mörth passere på langsiden. John Nielsen når også op til Elgaard, men lukker ledet for Kurt Thiim, Jan Magnussen og Jason Watt. Denne uro skaber akkurat den mulighed Magnussen har brug for, til at passere Thiim, mens Watt fortsætter angrebet på den gule Renault.
Prefinalens 10 omgange er for lidt til at Martin Jensen når forbi Henrik Lundgaard, men han presser Toyota'en det meste af vejen i sit hidtil bedste løb i år. Jens Edman krydser målstregen som treer, men får 5 strafsekunder for sin påkørsel af Casper Elgaard. Nu bliver Edman i stedet syver.
Pontus Mörth bliver presset af Casper Elgaard over et par omgange, men står for presset og, kan på den reviderede resultatliste, notere sig årets tredje tredjeplads på Padborg Park. Casper Elgaard og John Nielsen køre kolonnekørsel på femte- og sjettepladsen, hvilket giver Elgaard pole til finalen.
Bagved de to BMW-kørere presser Jan Magnussen på, det bedste han kan, men forgæves. Også Jason Watt må forgæves forsøge at finde en vej forbi Kurt Thiim i kampen om ottendepladsen.
Michel Nykjær kører sit eget løb mod tiendepladsen foran bedste DTC Cup-kører Jens Reno Møller. Jacob Kristensen måtte allerede i starten aflevere et par pladser, men holder Jesper Sylvest stangen over de sidste omgange. Fjortende- og femtendepladsen er en dyst mellem Philip Andersen og Michael Schröter. Volkswagen-køreren kommer bedst af sted, men må overlade placeringen til Philip Andersen efter få omgange.
De næste pladser er en drabelig dyst mellem en håndfuld Cup-deltagere. Carsten Leveau holder 16. pladsen i skrapt selskab med Jørgen Weinreich, der ganske vist mangler den rigtige gearing. Først på ottende omgang lykkes det Weinreich at komme forbi Leveau, der også må lade Martin Pedersen forbi før målflaget kommer. Mike Legarth mangler tydeligvis fart i sin BMW, men holder mærkekollegaen Gunnar Kristensen bag sig.
John Hansen er for en gangs skyld ikke sidst, i sin første start siden Padborg i maj! DTC-debutanten Michael Klostermann slutter nemlig feltet af i sin Nissan.
Finalen
To biler mangler, da feltet starter finalen. Jacob Kristensen mangler pludselig gear i sin K-Motorsport Honda og reparationerne af Jan Magnussens Peugeot varer 10 sekunder for lang tid og han må starte fra pitten.
På gridden finder vi nu Casper Elgaard på pole, med Pontus Mörth på ydersiden. Da Jens Edmans tidsstraf endnu ikke er eksekveret, starter han fra tredjepladsen, med Martin Jensen og Henrik Lundgaard på de næste pladser.
Casper Elgaard kan næsten ikke lade være at tage starten og ligger afstand fra første meter. Fra anden række passerer Jens Edman Pontus Mörth mod startsvinget. Martin Jensen holder fjerdepladsen, mens John Nielsen får et puf af Henrik Lundgaard i udgangen af startsvinget. På vej mod Audi-kurven mister BMW'en pludselig fart og kører i pit til dele af publikums begejstring.
Casper Elgaard har taget starten foran Jens Edman og Pontus Mörth. Bagved kører John Nielsen og Henrik Lundgaard T-Æ-T. (Foto: Motorsporten.dk)
Casper Elgaards forspring bliver hurtigt hentet af Jens Edman, der finder vej indenom konkurrenten i Big Mag-kurven på anden omgang. Resten af løbet er helt og holdent Edmans, som kører mod årets første finalesejr. Casper Elgaard er tilsvarende sikker på andenpladsen, men bagved sker der ting og sager!
Jens Edman blev en sikker vinder af finalen. (Foto: Motorsporten.dk)
Pontus Mörth er treer, men skarpt forfulgt af Martin Jensen, Henrik Lundgaard, Kurt Thiim, Jason Watt og Michel Nykjær. På tredje omgang rammer Watt Thiim, der derved får skubbet til Lundgaard. Thiim udgår på stedet med et bukket forhjulsophæng, mens Lundgaard får endnu et hak og Watt kommer forbi. I startsvinget har Lundgaard nu problemer med at komme rundt, hvorved han kolliderer med Michel Nykjær og begge udgår med beskadigede forhjulsophæng.
På femte omgang får Martin Jensen betaling for sit konstante pres og kan overhale Pontus Mörth i Audi-svinget. Jason Watt følger efter og passerer Volvo'en før chikanen og går nu til angreb på sin teamkammerat. Hans angreb kommer for enden af langsiden, hvor de to Peugeot'er rammer hinanden. Det kommer til at koste Watt en strafbane, der sender ham bag Jensen og Mörth. I forsøget på at køre sig op, udbremser Jason sig selv for enden af langsiden, med to omgange tilbage. Nu må han benytte pitindkørslen for at undgå sandkassen, men løbet er slut for hans vedkommende.
Jesper Sylvest er nu på femtepladsen, men bagfra er Jan Magnussen ved at køre sig op fra sidstepladsen. På trettende omgang kommer overhalingen så i .Big Mag! Magnussen bliver nu femmer og sidst af profferne. Men stadig en flot sjetteplads til Sylvest, som derved vinder DTC Cuppen, som udgør resten af de gennemførende deltagere.
Jesper Sylvest blev en populær vinder af DTC Cup. (Foto: Motorsporten.dk)
Jens Reno Møller holder den gode form fra prefinalen og kører syvendpladsen hjem, som næstbedste Cup-deltager. Michael Schröter burde have været treer, men på niende omgang bliver han ramt af Philip Andersen i indgangen til Big Mag, hvorved begge udgår.
Martin Pedersen overtager nu tredjepladsen i DTC Cuppen, men han er under pres fra Jørgen Weinreich. På niende omgange finder Weinreich et hul i Poetzsch-svinget og dét afgør tredjepladsen.
Michael Carlsen overhaler Mike Legarth mod slutningen af løbet, men det er kampen om femte og sjettepladsen, for klassens ellers to dominerende kørere.
Gunnar Kristensen kører denne gang sit eget løb mod syvendepladsen, i et felt der igen afsluttes af John Hansen og Michael Klostermann.
Pointene
I den foreløbige pointstilling fører Henrik Lundgaard fortsat, men afstanden til Casper Elgaard er nu skrumpet til bare 10 point - 189 mod 179 point. Med sin mest overbevisende kørsel i denne sæson, kørte Martin Jensen sig i stilling som outsider til titlen med 162 point. For hans vedkommende skal han dog vinde begge løb i finalen, mens Lundgaard skal udgå.
Jens Edman har fortsat chancen for andenpladsen, mens Michel Nykjær og Pontus Mörth kan slutte 2004 på tredjepladsen.
Teammesterskabet skal afgøres mellem Toyota Castrol Racing, Team Essex Invest og Peugeot Statoil Motorsport. Toyota skal være uheldige for at miste denne titel, hvorimod Essex og Peugeot er adskilt af et enkelt point.
Mike Legarth har, trods en elendig Padborg-weekend, afgjort DTC Cuppen. Andenpladsen er en kamp mellem Michael Carlsen, Jens Reno Møller og Jesper Sylvest, mens Jørgen Weinreich kan løbe af med tredjepladsen når finalen køres på Jyllands-Ringen i weekenden den 2. og 3. oktober.
Jesper O. Hansen Læs mere om: 19/09/04 - Padborg Park - DTC weekend |