Hvem tager teammesterskabet? I går kikkede de på www.dtc-net.dk nærmere på nogle af de mange mulige kombinationer af slutresultater, som de tre titelkandidater i kørermesterskabet står overfor. I dag er turen så kommet til de tre teams, der konkurrerer om den teamtitel, der siden sidste år har været kørt om. Er kørermesterskabet uforudsigeligt, så er teammesterskabet det i endnu højere grad. Og det skyldes ikke kun, at hele tre teams har teoretiske chancer for at vinde mesterskabet. En ekstra faktor er også, at to af de tre teams i slutopgøret har flere heste at spille på.
Inden hver afdeling af Danish Touringcar Championship skal hvert team nemlig nominere to kørere, der skal stå for teamets pointscore i den pågældende weekend, og da både Team Essex Invest og Peugeot Statoil Motorsport råder over tre biler, har hvert team tre forskellige muligheder for at sammensætte holdet til DM-Finalen.
Toyota Castrol Racing
Det problem har Toyota Castrol Racing derimod ikke. Med Henrik Lundgaard, Hedensted, og Jens Edman, Sverige, på holdet, er der ingen tvivl om, hvem der skal køre points hjem til det dansk-japanske team. Holdet fører med 334 points mod 282 og 281 points til henholdsvis Team Essex Invest og Peugeot Statoil Motorsport, men skulle det lykkes den dansk-svenske duo at køre dobbeltsejre hjem i såvel pre-finalen som finalen, så kommer der ikke 74 points mere på tavlen.
Toyota Castrol Racing har nemlig også haft et par mindre løb igennem sæsonen, hvor finalerne ved Sparekassen Kronjyllands Jubilæumsløb og Grand Prix Danmark står ud som de værste. Til sammen gav de to løb blot 12 points, og det er så dem, Lundgaard & co. skal smide væk, hvis de scorer bare et vis sum ved DM-Finalen.
Men selv om kørerne hos Toyota Castrol Racing med garanti kommer til at smide points væk, så skal de heller ikke hente så mange flere i årets sidste løb, før mærkets første teammesterskabet er hjemme. Slutter begge biler således i top 8 i såvel pre-finalen som finalen, så er titlen sikret, uanset hvordan de to andre teams gebærder sig.
Team Essex Invest
Holdet med de rød-hvide BMWer har året igennem nomineret John Nielsen, England, og Casper Elgaard, Århus, som sine kørere, og selv om man har mulighed for at trække Jens Møller, Ikast, til DM-Finalen, så er det nok de to professionelle chauffører, man vil satse på.
Denne duo har den klare fordel, at de ikke skal tænke på streg-resultater, når Team Essex Invests muligheder skal gøres op. Begge blev jo elimineret ved årets Åbningsløb, og derfor betyder det, at samtlige scorede points i DM-Finalen vil gå direkte ind på kontoen.
Her er der god behov for det. Holdet er 52 points efter Toyota Castrol Racing, og med en mulig maksimumscore på 74 points ved dobbeltsejre i både pre-finalen og finalen kan Team Essex Invest godt nå at indhente d'herrer Lundgaard og Edman. Men BMW-duoen kan ikke selv klare ærterne. Der skal uheld til på konkurrentsiden, hvis Team Essex Invest skal genvinde sin titel fra 2003.
Peugeot Statoil Motorsport
Ligesom Martin Jensen, Albertslund, er dark horse og outsider i kampen om kørermesterskabet, så er Peugeot Statoil Motorsport det også i teammesterskabet.
De franske løver er 53 points efter Toyota Castrol Racing, men i modsætning til Team Essex Invest har man scoret i alle årets syv pre-finaler og syv finaler, og derfor skal der trækkes fra, når det samlede pointregnskab skal gøres op. Her er det Martin Jensens weekend på Ring Knutstorp, der står noteret som teamet værste, da den anden nominerede, Jason Watt, Herlev, ikke fik ét eneste point med hjem fra Skåne.
Bruttoafstanden forvandler sig derfor til en nettoafstand på 72 points, og da der maksimalt kan scores 74 for et team i en DTC-afdelimg, kræver det kort og godt dobbeltsejre i såvel pre-finale som finale til Peugeot Statoil Motorsport, hvis teamet skal tage titlen. dtc-net.dk Læs mere om: 03/10/04 - Jyllandsringen - DTC weekend |