Blå og hvid bliver kendetegnet på mesterbilerne Team Essex Invest havde torsdag hidkaldt presse, sponsorer og samarbejdspartnere til Fun Worlds indendørs kartbane i Esbjerg, hvor man præsenterede sin opsætning for dette års Danish Touringcar Championship, hvor den bestående trio er blevet udvidet til også at omfatte Philip Andersen, Risskov. (Foto: Torsten Palrum) | Men østjyden er ikke det eneste nye, som DTC-fans skal vænne sig til i relation til Team Essex Invest. Da klæderne over teamets fire BMW 320i blevet fjernet, åbenbarede sig også et helt nyt farvevalg. Borte var den røde grundfarve, som i stedet var blevet erstattet af mørkeblå, mens hvid fortsat er en bærende del af Team Essex Invest-designet.
"Nu bliver det de blå lyn i stedet for de røde lyn," slog kører og teamchef, John Nielsen, England, fast. "Essex Invest har en corporate identity og dermed også deres farver, som er blå, sølv og hvid. Efter tre år, hvor vi har kørt med rød og hvid og har været Racing for Denmark, føler vi, at teamet nu er blevet etableret, og derfor vil vi vise vores egen identitet, og det er blå og hvid."
Hver eneste af de fire kørere i teamet, som udover John Nielsen og Philip Andersen består af Casper Elgaard, Århus, og Jens Møller, Ikast, blev præsenteret ved pressemøde, og hver eneste kører fremlagde også sin personlige målsætning for 2005. Men John Nielsen lagde som teamchef ikke skjul på sine ambitioner. Team Essex Invest skal i år vinde alle tre titler. Foruden et forsvar af Casper Elgaards kørermesterskab vil man altså også erobre teammesterskabet og tage privatkørernes DTC Cup.
(Foto: Torsten Palrum)
"Jeg mener, at det er realistisk," slog John Nielsen fast.
"På de tre år, hvor vi har kørt, har vi hele tiden været i toppen. Vi har i år forberedt os mindst lige så godt, vist ikke bedre end de tre andre år, så derfor mener jeg, at vi er realistiske. Så det er ikke bare luftkasteller, at vi som vores mål har at vinde alle tre titler!" dtc-net.dk |