Kørere fra tre forskellige teams i tre forskellige mærker i top Der var mange nye ting, som kørerne i Danish Touringcar Championship skulle vænne sig til, da de tidligt lørdag aften skulle køre den første officielle tidtagning på Sturup Raceway, der med sin placering udenfor Malmö er københavnernes nye racerbane. Men trods mødet med det nye baneforløb viste styrkeforholdet på mange måder at være det samme i bilsportens superliga.
Det var tre kørere fra tre forskellige teams, der skiftedes til at være hurtigst. Først var det Jan Magnussen, England, som blev noteret for hurtigste omgangstid på den 2.083 meter lange bane, men mod slutningen blev han passeret af sæsonens hidtil uheldigste kører, Michel Nykjær, Tappernøje, der dog til allersidst også blev overgået. Det var den forsvarende mester, Casper Elgaard, Århus, som få minutter før lukketid satte absolut hurtigste tid, men forløbet beviste endnu engang, at Danish Touringcar Championship er både uforudsigeligt og åbent.
Dette blev også understreget af René Rasmussen, Frederikssund, der i sin Toyota Corolla T-Sport leverede sin hidtil bedste indsats mod stopuret, da han med en sjetteplads blev bedste privatkører og for anden gang i sin karriere kvalificerede sig til en Super Pole-konkurrence.
For anden gang i træk kvalificerede Klaus Verner sig til Super Pole (Foto: Birger Vilén - www.euroracer.org)
Selv om meget af lørdagen i Skåne var præget af regn, endte solen til sidst med at skinne over Sturup Raceway, og da den at dømme efter vejrudsigterne vil gøre det hele søndagen, valgte flere kørere at spare på dækkene under tidtagningen. Således kørte Martin Jensen, Albertslund, og Jens Edman, Sverige, blot fem omgange, men deres tider rakte til placeringer som nummer fem og ni og dermed kvalifikation til Super Pole.
En anden kører, hvis indsats var påvirket af vejret, var Jørgen Weinreich, Hammel. Under dagens første våde træning endte hans Toyota Corolla T-Sport på taget.
"Da jeg lagde bilen ind i svinget, blev den ved med at tage fuld gas," fortalte han bagefter. "Den fortsatte bare for fuld damp ud mod en jordvold, hvorefter den rullede rundt."
Ved mødet med jordvolden blev styrken målt til 5 G, og den røde og gule bil lignede heller ikke noget, som ville kunne bruges mere i denne weekend. Men med hjælp fra bl.a. Team Den Blå Avis lykkedes det dog at få bilen klar igen til tidtagningen, hvor man dog konstaterede, at der endnu var nogle ting, som skulle løses, inden Team Zulu Racing er klar til søndagens fjerde DTC-afdeling.
Men ligesom der var velkendt ansigter i toppen af tidtagningen, var der som altid tæt kamp for at blive blandt de tolv bedste, som søndag deltager i Super Pole. Kampen var endda rigtig tæt, da det for anden gang i træk lykkedes for Klaus Verner, Silkeborg, at kvalificere sig til stopurskampen, idet han henvist Jason Watt, Herlev, til trettendepladsen med mindre end fire hundrededele af et sekund! Morten Alstrup Læs mere om: 26/06/05 - Sturup Raceway - Danish Touringcar Challenge |