Formel 1   15/03/06

Godt begyndt
Optakt til Malaysias Grand Prix
Hvis nogen skulle have overset det, startede Formel 1 sæsonen 2006 i sidste weekend. Ovenikøbet med et af de bedste premiereløb der længe er kørt. På søndag er de 22 biler klar til anden afdeling - denne gang på Sepang i Malaysia.

Flere teams viste i løbet i Bahrain at deres bil havde potentiale. Og flere kører viste at også de havde potentiale til at blande sig i toppen. Udover dem, der rent faktisk endte i toppen, er der en række kører der sagtens kan gøre sig gældende.

Alonso, Schumacher og Raikkonen var mændene på podiepladserne i ørkenløbet. Udover de tre, viste Jenson Button at han godt kan lege med i sin Honda, mens holdkammeraten Barrichello tilsyneladende havde et problem. Også Montoya havde angiveligt et problem, der gjorde at selvom han startede langt foran holdkammeraten Raikkonen kunne han ikke veksle det til en bedre placering i løbet. Alonsos makker, Fisichella, havde hydrauliske problemer, så også han må formodes at yde mere i Malaysia.

Endelig er der også Williams, der, efter eget udsagn, måske havde valgt en noget konservativ strategi i Bahrain. Mange mener at Cosworth motoren er en af de stærkeste i feltet, og hvis de kan få den lidt længere frem, kan også det team være med i front. Nico Rosberg fik en drømmedebut med point i sit første løb. Det lover godt for fremtiden.

2006 kan blive en meget hård sæson, hvor alle point bliver væsentlige. Hvis nærkampene fortsætter som i Bahrain og afstanden mellem de tre - fire bedste hold ikke udvider sig alt for meget, kan vi få et år, hvor VM bliver afgjort at nogle få point.

Det store spørgsmål i forbindelse med løbet i Malaysia, bliver hvordan motorerne klarer det. Sidste sæson var der ikke helt så mange røgfyldte afslutninger som man kunne have troet, men hvordan de nye 2.4 liters motorer reagerer under det pres det er at køre to løb, vides endnu ikke helt. Derfor kan det blive en væsentlig faktor, hvis man kan holde bilen trillende hele weekenden.

De store forskydninger vil man ikke se i Malaysia, med kun en uges mellemrum mellem løbene, vil der ikke være mange forandringer. Det spændende bliver at se hvordan Renault, Ferrari og McLaren kommer til at ligge indbyrdes. Hvor jævnbyrdige er de i virkeligheden.

Spændende bliver det også at se om det faktum at både Ferrari og Honda var i Bahrain for at teste for nylig, på nogen måde har spillet ind på deres præstation. Flere andre teams fravalgte muligheden og kørte i stedet i Spanien. Hvor meget, eller hvor lidt, det har betydet, kan vi komme med mere kvalificerede gæt på, efter på søndag, men et frisk skud herfra er, at det ikke har betydet det store.

Så forvent at se de samme i front igen. Alonso, Schumacher, Raikkonen er alle storfavoritter. Button, Montoya og Fisichella kommer i andet geled. Derudover skal man nok holde lidt øje med både Webber og Rosberg i Williams racerne. Felipe Massa og David Coulthard kører begge med nye motorer og mister dermed ti startplaceringer.

Martin Møller-Thomsen


Læs mere om:
  • 19/03/06 - Sepang - Formel 1 - FIA F1

  •  
    Reklamer

    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport