DTM   20/05/06

Tom K på pole position
DTMTom Kristensen viste i kvalifikation til søndagens DTM-løb på Oschersleben, at han mener det alvorligt med at ville vinde mesterskabet i år.

Med en perfekt omgang slog han i sin Audi A4 englænderen Jamie Green, der ellers har haft pole i de seneste fire løb. Afstanden mellem dagens absolut to hurtigste kørere var sølle 9/1000 sekund, men det var nok til, at danskeren kunne tage den tredje pole position i sin DTM-karriere. De nærmeste konkurrenter i mesterskabet, Mika Hakkinen og Bernd Schneider, sluttede tilmed nede på fjerde- og sjettepladsen.


Tom Kristensen kunne som eneste Audi-kører byde Mercedes-tropperne trods i DTM-kvalifikationen på Oschersleben. Danskeren starter - for andet år i træk - i pole på banen.

"Det var personligt en rigtig god kvalifikation for mig, men jeg ville nu gerne have haft flere Audi'er med fremme til at støtte mig i kampen mod Mercedes'erne i morgen. Det har indtil nu været en weekend med meget vekslende vejrforhold, og derfor har vi forsøgt os med mange forskellige opsætninger. Mit team fik det hele til at klappe til sidst, mens det gik mindre godt for mine teamkolleger. Det er lidt foruroligende, eftersom vi til dette løb kører med tyve kilo mindre handicapvægt end Mercedes. Nu bliver det vigtigt for en gangs skyld at få en god start i løbet, så jeg forhåbentlig kan kontrollere feltet, mens jeg i sæsonens første to løb har måttet kæmpe mig op. For mesterskabschancerne er det specielt vigtigt at slutte foran Hakkinen og Schneider," siger Tom Kristensen.

Selv om Audi i kvalifikationen syntes at mangle lidt i forhold til Mercedes, var Audis motorsportchef Dr. Wolfgang Ullrich ikke overrasket over Kristensens pole.

"Tom er så mentalt stærk i øjeblikket, at han formår at få det optimale ud af sin bil. Afstanden mellem de bedste i så stærk en serie som DTM er beskeden, så derfor drejer det sig om at kunne fokusere på den enkelte omgang og køre præcist. Med den styrke, Tom viser i denne sæson, er jeg heller ikke i tvivl om, at han får den perfekte start i søndagens løb."

Det hører med til historien, at Tom Kristensen også havde pole på Oschersleben sidste år, men tabte det hele ved at gå i stå i starten. Til gengæld vandt danskeren i 2004 sin første DTM-sejr netop på banen nær Magdeburg i det tidligere Østtyskland.

Resultat af kvalifikationen til DTM på Oschersleben

Nr.KørerBilTid
1. Tom Kristensen Audi A4 DTM1:19.264 
2. Jamie Green AMG-Mercedes C-klasse1:19.273 
3. Bruno Spengler AMG-Mercedes C-klasse1:19.513 
4. Mika Häkkinen AMG-Mercedes C-klasse1:19.561 
5. Heinz-Harald Frentzen Audi A4 DTM1:19.820 
6. Bernd Schneider AMG-Mercedes C-klasse1:19.876 
7. Martin Tomczyk Audi A4 DTM1:19.973 
8. Frank Stippler Audi A4 DTM1:20.480 
    
9. Mattias Ekström Audi A4 DTM1:19.929 
10. Christian Abt Audi A4 DTM1:20.025 
11. Alexandros Margaritis AMG-Mercedes C-klasse1:20.087 
12. Timo Scheider Audi A4 DTM1:20.123 
13. Pierre Kaffer Audi A4 DTM1:20.397 
14. Jean Alesi AMG-Mercedes C-klasse1:20.441 
    
15. Daniel la Rosa AMG-Mercedes C-klasse1:20.747 
16. Stefan Mücke AMG-Mercedes C-klasse1:20.774 
17. Mathias Lauda AMG-Mercedes C-klasse1:21.367 
18. Susie Stoddart AMG-Mercedes C-klasse1:21.432 
19. Vanina Ickx Audi A4 DTM1:21.960 
20. Olivier Tielemans Audi A4 DTM1:22.425 

TomKristensen.com
Nils Finderup


Læs mere om:
  • 21/05/06 - Oschersleben - DTM

  •  
    Reklamer

    Yokohama Advan dæk


    Bruno Hansen Motorsport


    H.I. Auto