Kasper Jensen og Rune Simoni er oplagte bud på et generationsskifte Et generationsskifte er godt og grundigt på vej i Fleggaard Renault Clio Cup. De to fynske vanevindere Per Poulsen, Årup, og Henrik Larsen, Gudbjerg, har i år fået kamp til stregen af en noget yngre generation i Danmarks hurtigste mærkeklasse. Kasper Jensen, Aalborg, er med en løbssejr og flere podiepladser gået i direkte clinch med Per Poulsen om føringen, men når årets tredje afdeling køres i weekenden på Ring Djursland, vil endnu en kører forsøge at blande sig i kampen.
Rune Simoni (t.v.) og Kasper Jensen er gode bud på næste generations vindere i Fleggaard Renault Clio Cup, der i weekenden kører sin tredje afdeling på Ring Djursland. (Foto: Birger Vilén - www.euroracer.org)
"Det er en nemlig bane, som ligger godt til mig, så jeg håber, at jeg kan bryde deres dominans på første- og andenpladsen," siger Rune Simoni, Amager.
"Jeg skal i hvert fald have lavet en kanon tidtagning, så jeg kan starte helt fremme, og så håber jeg også, at jeg har speeden til at kunne følge det op i løbet. Jeg håber, at Per Poulsen og Kasper Jensen vil kæmpe hårdt om tingene og gøre det svært for hinanden, så jeg kan få noget ud af deres infight og komme som en dark horse."
Den snart 23-årige racerkører er i gang med sit tredje år i Fleggaard Renault Clio Cuppen, og selv om han kun er en fjerdedel henne i sæsonen, så tegner den allerede nu til at blive hans hidtil bedste. Således ligger han på en fjerdeplads inden weekendens Special Saloon Car Festival, og i tre af årets fire løb er køreren fra DeWalt Racing Denmark sluttet i top 4 i feltet, der tæller mere end 20 biler.
"Vi har startet vores eget team i år og har fået mere styr på tingene, lige fra vores set-up til vores træninger," siger Rune Simoni om den pludselige stigning i sin formkurve. Men han indrømmer også, at en del af forklaringen ligger i hans ændrede mentalitet.
"Jeg har nok heller ikke selv taget det seriøst nok i de seneste år, men nu har jeg besluttet mig for, at hvis der skulle ske noget, så skulle det være nu. Min indstilling til tingene og min rolle i teamet er også helt anderledes. Jeg er selv med til at bestemme mange af tingene og er involveret i, hvad der f.eks. skal ske til træningerne. Det gør, at jeg har lidt mere ro på det, og det hjælper meget." Morten Alstrup Læs mere om: 28/05/06 - Ring Djursland - Special Saloon |