Danish Touringcar Challenge   13/08/06

Rekordsejr til Jan Magnussen
- Big Mag tager fjerde sejr på stribe
Kaos i kvalifikationen og monsunregn på Ring Djursland er ikke nok til at stoppe Jan Magnussen, Roskilde. Den Blå Avis Fleggaard Racings kører tager sin fjerde finalesejr på stribe. Dermed fører Big Mag atter Danish Touringcar Championship – to point foran Casper Elgaard.

”Jeg er fantastisk glad for resultatet, og nu har jeg føringen tilbage i mesterskabet. Det irriterer mig bare, at jeg ikke rigtig har farten i præ-finalen til at score nogle flere point. Tidstagningen kan vi ikke gøre noget ved”, siger Jan og hentyder til dagens kvalifikation, der blev stoppet på grund af uheld.

Også Henrik Lundgaard, Hedensted, fik to gode resultater denne weekend. En andenplads i finalen fuldender Den Blå Avis Fleggaard Racings weekend.

”Jeg er rigtig godt tilfreds med weekenden. Jeg får en tredjeplads i første løb og en andenplads i finalen”, siger Henrik Lundgaard, der dog ikke kan lade være med at ærgre sig.

”Det er lidt irriterende, når man er hurtigst hele weekenden, at jeg så ikke får mere ud af det. Men det var umuligt at gå forbi Casper Elgaard i første løb, og jeg ville selvfølgelig ikke risikere noget med Jan Magnussen i andet løb. Så det er lidt træls, at jeg ikke kan få lov at vinde – men jeg er selvfølgelig glad på Jans og teamets vegne”, siger Henrik Lundgaard videre.

Dagens finale på Ring Djursland blev afviklet under horrible forhold. Netop som DTC-racerne rullede ud til startgridden åbnedes for sluserne. Da starten gik, kunne både Jan Magnussen og Henrik Lundgaard overhale Martin Jensen, der startede i pole position. Umiddelbart derefter blev løbet neutraliseret, så bilerne skulle køre langsomt bag safetycaren.

Da starten endelig gik, kunne Magnussen og Lundgaard stille og roligt lægge afstand til tumulterne bag dem. Her blev John Nielsen spundet rundt af en virkeligt godt kørende Robert Schlünssen i Peugeot.

Efter de femten regnvåde omgange kunne de to BMW-racere fra Den Blå Avis Fleggaard Racing tage det ternede flag i en dobbeltsejr. En dobbeltsejr, Lundgaard dedikerede til mekanikerne.

”Det er en flot teampræstation, og vi skal ikke glemme vores mekanikere. De har arbejdet virkeligt hårdt med at ændre på bilens indstillinger. Denne weekend har budt på udfordringer, som de har klaret til UG”, roser Henrik Lundgaard.

Også teamchef Karsten Ree er lykkelig.

”Jeg er glad for, at der er så meget liv i serien, og at vi kæmper så hårdt med de andre. Jeg beklager, at der ikke er så meget fart i Jans bil i kvalifikation og præ-finale, men det klarer han på talent og erfaring”, siger Karsten Ree, Den Blå Avis Fleggaard Racing.

Den Blå Avis Fleggaard Racing


Læs mere om:
  • 13/08/06 - Ring Djursland - Danish Touringcar Challenge - DM

  •  
    Reklamer

    Bruno Hansen Motorsport


    H.I. Auto


    Yokohama Advan dæk