Danish Touringcar Challenge   16/08/06

Ternvalt overvejer fremtiden
For DTC privat cup køreren Jesper Ternvalt, blev weekendens sommerløb på Ring Djursland ikke lige det han havde håbet på, både mekaniken og vejret drillede ham.

Op til weekenden var Jespers Citroën Xsara blevet serviceret og gået igennem, så man fra teamets side stillede så velforberedt som det var muligt.


(Foto: Motorsporten.dk)

Desværre var den første fri træning den eneste som DTC kørerne fik i tørvejr, så derfor var det lidt skuffende for Jesper at få beskåret træningstiden efter et spin i hårnålen for enden af 'Trapperne', hvor der gik lang tid inden han igen var på banen.

Teamets mekanikere fik skiftet trækakslen tidsnok til at Jesper kunne komme til start i den anden fri træning, og efter kun at have nået at sætte 24. hurtigste tid i den første fri træning, så var han opsat på at gøre det bedre her.
Desværre var det i mellemtiden begyndt at regne, hvilket gjorde banen særdeles svær for kørerne, alligevel kørte Jesper sig nogle pladser frem, og han sluttede med 20. hurtigste tid, under to sekunder fra de hurtigste af de professionelle kørere.

Igen i søndagens shoot out regnede det, og her var regnen så voldsom at flere kørere strøg af banen, hvilket fik løbsledelsen til at indstille shoot out'en kort tid inde i anden afdeling.
Forinden havde Jesper kørt sig til en startplacering til pre finalen som nummer 24.


(Foto: Motorsporten.dk)

Også pre finalen blev afviklet i regnvejr, her udgik Jesper efter 5 omgange igen med en knækket trækaksel - et mekanisk uheld som det ikke er muligt at forudse.

Det var ikke muligt for teamet at nå at skifte trækakslen til finalen, som Jesper dermed var henvist til at se fra pitten.

"Det var en rigtig ærgerlig weekend" - udtaler Jesper Ternvalt - "så lige nu er vi gået lidt i tænkeboks, og jeg har taget den beslutning at køre denne sæson færdig i Special Saloon Car klassen frem for Danish Touringcar Championship, der kan jeg få arbejdet med bilen under knapt så krævende, og ikke mindst bekostelige forhold."

Hvad der skal ske efter denne sæson er endnu uvist for Jesper Ternvalts vedkomne, det har hele tiden været planen at denne sæson skulle være et lære år i DTC serien i Citroën raceren, og at den så skulle skiftes ud til sæson to, hvis han ville fortsætte i serien - den del af planen ligger stadig fast, og derfor er han allerede nu åben for bud på DTC raceren.


Hr. Nielsen


Læs mere om:
  • Jesper Ternvalt
  • Ring Djursland
  • 13/08/06 - Ring Djursland - Danish Touringcar Challenge - DM

  •  
    Reklamer

    Yokohama Advan dæk


    Bruno Hansen Motorsport


    H.I. Auto