DTM   24/08/06

Kiesa sikret et sæde i DTM resten af 2006
DTMNicolas Kiesa er sikret et fast sæde i DTM for resten af 2006 sæsonen. Det er Audi teamet Futurecom TME der har taget danskeren ind, takket være godt arbejde i kulissen af Peer Slipsager fra Grod Racing AG.

Nicolas Kiesa er sikret fast arbejde året ud, hvilket bekræftedes efter at han har indgået en aftale om at køre for Audi teamet Futurecom TME i den tyske DTM serie. Kiesa har allerede kørt det første løb for holdet, det foregik sidste weekend på Nürburgring. Weekenden gik rigtig godt og Kiesa har fået meget positiv respons fra Audi og Futurecom TME. Selve løbet gik i det store hele fint, selv om et regnvejr på selve løbsdagen gjorde arbejdet noget vanskeligere for Kiesa.

”Jeg satte bedre og bedre tider over weekenden, og var den hurtigste af de biler der kører med 2004 specifikationen. Da det op til selve løbet blev regnvejr blev mine chancer for et godt resultat forringede. Det er mit første møde med en DTM racer og jeg har ikke prøvet at køre den i regnvejr, så jeg havde ikke noget godt bud på et regnvejrs set-up til bilen,” siger Nicolas Kiesa.

Det er forretningsmanden Peer Slipsager der har gjort det muligt for Kiesa at komme til at køre i DTM. Slipsager, der igennem sit nyeste forretningstiltag Grod, har skabt Grod Racing AG, har benyttet sig af de kontakter han skabte imens Kiesa kørte for Jordan F1.

”Jeg gav Kiesa økonomisk støtte til at komme ind i Jordan teamet, og derigennem lærte jeg en del mennesker at kende, blandt andre Dr. Colin Kolles, som er manden bag Audi teamet Futurecom TME. For cirka tre måneder siden henvendte Audi sig, og vi begyndte at forhandle om et sæde til Kiesa i DTM. Det er frugten af det arbejde, vi nu kan høste”, siger Peer Slipsager fra Grod Racing AG i Schweiz.

Peer Slipsager, der mest er kendt som ejendomsinvestor og manden bag firmaet Investate, har bygget et nyt firma op – Grod og under det Grod Racing AG. Grod handler blandt andet med fast ejendom, hoteller og værdipapirer.

”Racerløb er temmelig fascinerende, larmen, lugten atmosfæren – det hele, men for mig handler det i lige så høj grad om at skaffe kontakter. De sidste to-tre store forretninger jeg har gjort er foregået igennem det netværk jeg har fået igennem race” siger Peer Slipsager.

Nu kan Nicolas Kiesa koncentrere sig om det han er bedst til, nemlig at køre stærkt. De sidste fire løb er den 3.september på Circuit Park Zandvoort, den 24.september på Circuit de Catalunya i Barcelona, den 15. oktober på Le Mans Bugatti Circuit og den 29.oktober. på Hockenheimring i sydtyske Baden-Württemberg.

”Jeg håber at fortsætte det gode arbejde fra sidste weekend, og gøre et godt indtryk i de sidste fire løb. Det umiddelbare mål er at blive den bedste af 2004 spec-bilerne i hvert løb, og så må vi se hvad 2007 kan bringe”, siger Nicolas Kiesa.

”Det faktum at vi har startet firmaet Grod Racing AG viser jo en mere målrettet satsning indenfor motorracing, og jeg mener at 2007 vil blive et meget spændende år. Vi har allerede nogle gode tilkendegivelser i sporten, og det ser ud til at danske motorsportsfans får noget at se frem til,” slutter Peer Slipsager.

Stanley With
Kiesa.com / Webstan.dk


Læs mere om:
  • Nicolas Kiesa

  •  
    Reklamer

    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk