Som overskriften antyder, var det sidste DTC-løb i 2006 for Klostermann Racing. ”Det er ikke en beslutning, som har været hverken morsom eller let at tage, men efter en meget skuffende forårssæson må vi konstatere, at der ikke er nogen realistisk chance for fornuftige placeringer i nogen af mesterskaberne. Nu bruger vi de resterende ressourcer på at forberede næste års indsats”, siger Michael Klostermann og fortsætter, ”men vi sluttede ikke med at hænge langt efter de andre”.
Michael Klostermann. (Foto: Jan Gripping / SpiderWeb.dk)
Faktisk blev Grand Prix Danmark det første løb i år, hvor Michael ikke blev kørt af banen og dermed kunne gennemføre både prefinale og finale. I prefinalen blev de gode takter spoleret af en tur gennem sandkassen i hesteskoen, hvor bundpladen blev revet løs og sporingen slået ud af justering. Løbet kunne dog køres færdig, men det var slut med at kæmpe om pladserne.
Finaleløbet blev mere spændende, da bilen gik som en drøm. Stille og roligt blev konkurrenterne kørt ind og overhalet. ”Det kan godt skyldes min nye, flotte hjelm, men for første gang begyndte jeg for alvor at få den rigtige føling med bilen, så hvis løbet bare havde været lidt længere – sådan en 30-40 omgange – ville jeg have fået et rigtig godt resultat”, griner Michael. ”Når vi nu har besluttet at stoppe, så er det perfekt at stoppe med en positiv oplevelse i bagagen. Og Kurt har fået at vide, at bilen bare skal kunne rulle over målstregen i morgen, så der skal gives gas!”
Michael Klostermanns nye hjelm. (Foto: Jan Gripping / SpiderWeb.dk)
Søndagen oprandt med regn lige inden træningen. Kurt Thiim placerede BMW’en på femtepladsen efter kun tre omgange og den tid holdt hele træningsperioden, så det var spændende om det kunne overføres til Shoot-out. Det gjorde det ikke. Kurt blev nummer 16 og var dermed ude af kampen om de gode startplaceringer. Prefinalen begyndte ellers godt med en aggressiv kørsel, som hurtigt gav et par placeringer. Desværre gav det også en berøring, som rev venstre forhjulsophæng i stykker, så efter bare to omgange var det i pit og få repareret bilen.
Ødelagt forhjulsophæng. (Foto: Jan Gripping / SpiderWeb.dk)
Efter en reparation, som et almindeligt værksted skal bruge en halv dag til, var bilen klar igen. Den dårlige placering blev hurtigt forbedret med et par pladser og derefter begyndte jagten. Omgang efter omgang blev der halet ind og overhalet indtil der pludselig lå fire BMW E46 på rad og række. Over flere omgange blev der kæmpet hårdt med Jesper Sylvest, som til sidst måtte slippe Kurt forbi, så jagten på Michael Outzen kunne gå ind. På målstregen manglede der en tiendedel sekund, men 11.pladsen var hjemme. Placeringen blev senere forbedret, da Michael Outzen fik en tidsstraf for ikke at tage sin strafbane i tide, men det er en helt anden historie.
Kurt Thiim vender skråen. (Foto: Jan Gripping / SpiderWeb.dk)
Claus Klostermann var igen med i nyindkøbte BMW M3 og kørte to meget flotte løb. Lørdagens løb var på tør bane, og det bød på mange hårde kampe om positionerne. Der er stor ros til Claus for den flotte kørsel han leverede under pres fra Peter Vesti og Johnny Vejlebo. Claus kørte defensivt og holdt de to velkørende og snerrende Peugeot 306’ere bag sig over flere omgange. Søndagens løb foregik i regnvejr og det stiller krav til chaufføren i en potent baghjulstrækker. Igen kørte Claus et flot løb, men en enkelt meget lille satsning blev prompte belønnet med en snurretur, hvilket kostede en enkelt placering. En syvende- og en sjetteplads må dog absolut betegnes som respektable resultater, når det kun er anden gang, der køres løb i bilen.
Claus Klostermann. (Foto: Jan Gripping / SpiderWeb.dk)
”Udsigterne for næste år er meget spændende. Vi er langt henne i forhandlingerne om indsatsen næste år. Tingene er meget positive lige nu, og vi regner med at tingene vil falde på plads i løbet af et par uger”, siger Michael Klostermann.
I næste uge deltager vi i Danish Endurance Championship (DEC) på Padborg Park, hvor Claus Klostermann skal dele bilen med Michael og Kurt. Det bliver et meget spændende løb både fordi der kommer en masse strategi og taktik ind i billedet, men også fordi løbet først slutter klokken 21 i mørke.
Klostermann Racing Læs mere om: Kurt ThiimMichael KlostermannKlosterman RacingJyllandsringen03/09/06 - Jyllandsringen - Danish Touringcar Challenge - DM |