For Sylvest Motorsport blev weekendens Grand Prix Danmark løbet, hvor det endelig lykkedes at få en pokal med hjem, da Jesper Sylvest kom på podiet for en tredjeplads i DTC Cuppen. Men det skulle senere vise sig at være en kontroversiel pokal. ”Det viste sig senere, at jeg ikke skulle have haft pokalen, da faktadommen til Michael Outzen var forkert. Michael Outzen blev tildelt en tidsstraf, så laver man den fejl, at man efterfølgende ændrer en faktadom, da man opdager, at flagdommeren har overset episoden,” siger Jesper Sylvest om den bizarre situation.
”Senere beder nogle officials mine mekanikere om at aflevere pokalen, fordi man har ændret faktadommen og vil tage min placering fra mig, fordi man har begået en fejl,” forklarer Jesper Sylvest, der valgte at lægge en skriftlig protest, som han fik medhold i.
”Man har fra starten aftalt et sæt regler om, at man skal rette sig efter en faktadom uanset hvad af hensyn til TV og publikum. Sådan er det, og sådan må det være, når det er aftalt. Som jeg tidligere har udtalt, skal vi prøve at lære af vores fejl, og personligt synes jeg, at man burde kikke på dette her for at gøre tingene bedre, så vi ikke kommer i den samme ulykkelige situation igen. Skal vi have flere flagofficials? Skal vi betale en ordentlig løn til dem, så vi også kan forlange noget mere? Vi skal huske på, at meget foregår på frivillig basis, og er det rimeligt overfor de implicerede parter?”
”Personligt har jeg et rigtig godt forhold til Michael Outzen, som jeg godt kan lide og som er en fin fyr, og jeg havde det dårligt med, at min protest kunne gå ud over ham, men når der er et sæt regler om en faktadom skal være gældende, så skal den også være gældende. Sidste år var det John Nielsen, der blev taber med en faktadom baseret på en fejl, og på Ring Djursland for tre uger siden blev der også lavet en faktadom, som kostede mig en mulig topplacering, og som vi bare måtte tage til efterretning, og det burde dommerne også have gjort her. Derfor protesterede jeg.”
”Det var synd for Michael Outzen, at han får sine tre sekunders straf, når det viser sig efterfølgende, at grundlaget er forkert, men når reglerne er sådan, må det være sådan, og når det så nu viser sig ikke at virke efter hensigten, så må vi tage det op til revision. Nu må det snart holde op,” siger Jesper Sylvest.
På det personlige plan blev den nordsjællandske racerkører også klogere ved weekendens Grand Prix Danmark. Den fart, man havde fundet ved det forrige løb på Ring Djursland, kunne man indledningsvis også gentage, da DTC-feltet blev sendt ud på en regnvåd Jyllandsringen. Her blev det til tiendehurtigste tid, men de gode takter kunne man ikke holde, da det blev tørt. Hverken i træningen, shoot out-konkurrencen eller løbene.
”Jeg må indrømme, at da vi kom ud i tørvejr, blev jeg overrasket over, at jeg ikke havde den speed, jeg skulle have, for jeg var rent faktisk langsommere end i Åbningsløbet, og det var jeg ikke tilfreds med,” siger Jesper Sylvest, der fik en 16. og en 12. plads i lørdagens løb.
Jesper Sylvest manglede fart, men kom på podiet. (Foto: Sylvest Motorsport)
Sylvest Motorsports mekanikere valgte derfor at gå tilbage til en tidligere tørvejrsopsætning, da man skulle klargøre bilen til søndagens to løb, hvor man til shoot outen også måtte konstatere, at bilen havde et utæt styrehus.
”Jeg havde nogle gode dyster med Tom Pedersen, der havde fået lov til at skifte bil. Jeg vidste godt, at det var ris til egen røv, da jeg gav min underskrift til skiftet, men vi skal jo være sportslige. Men jeg nåede da at passere ham på sidste omgang, men han gik desværre forbi igen,” fortæller Jesper Sylvest, der i søndagens finale var så langt fremme som på ellevtepladsen. ”Så kom Kurt Thiim og Michael Outzen, og da jeg forventede, at de var hurtigere end mig, lod jeg dem slippe forbi for så at forsøge at hægte mig på dem, for at der ikke skulle være flere, som skulle indhente mig.”
Det lykkedes for Jesper Sylvest at holde tempoet, og det gav så pote, da der mod slutningen af finalen blev uddelt de tidligere nævnte tidsstraffe, som gav flere kørere avancement. Men for den lange nordsjællænder er læren fra Grand Prix Danmark klar: ”Vi mangler noget test, og det er simpelthen alfa og omega,” siger han og slår fast: ”Men det er sikkert, at vi tester inden næste løb, så vi forhåbentlig kan få noget af speeden tilbage.”
Sylvest Motorsport Læs mere om: Jesper SylvestSylvest MotorsportJyllandsringen03/09/06 - Jyllandsringen - Danish Touringcar Challenge - DM |