Den sidste halve time af løbet på Padborg Park blev afgørende for resultatet For første gang i mere end 25 år blev der lørdag aften kørt langdistanceløb med afslutning i mørke. På Padborg Park blev fjerde og sidste afdeling af Danish Endurance Championship kørt med start klokken 17.00 og mål klokken 21.00, og i takt med at mørket faldt på, steg dramatikken næsten minut for minut. I alle tre klasser var der åbenhed om udfaldet af mesterskabet, men ingen af mestrene fik noget let løb på vej mod titlen.
I klasse 3 for biler over 2000 cm 3 var Lasse Jacobsen, Thisted, sikker på at tage titlen, men det store spørgsmål var, om han fik lov til at få den alene eller skulle dele den med Henrik Bollerslev og Martin Lindholm Kristensen, begge Viborg, som han havde delt Team Lindholm Bilers Porsche med i sæsonens første tre løb. Da det ikke var planlagt, at Lasse Jacobsen skulle bemande teamets Porsche, fik han en plads hos Fleggaard Leasing-teamet, hvor han kunne blive ene-mester, hvis han selv blot tilbagelagde en enkelt omgang, og teamet samtidigt tilbagelagde en omgang i løbets sidste halve time, så man kunne blive klassificeret.
Men med to timer igen blev Fleggaard Leasing-teamet udelukket, da man for anden gang havde modtaget hjælp ude på banen. Og da Henrik Bollerslev og Martin Lindholm Kristensen førte klassen i deres Porsche, kunne de nu matche Lasse Jacobsens pointtal. Men en halv time før mål spandt tredjemanden i bilen, Jan Kalmar, Køge, og da den bagvedkørende Sune Pedersen, København, ikke kunne undgå kollision, forsvandt deres forspring støt og roligt, mens de holdt i pitten for at reparere. I mål kom de dog, men i det samlede resultat måtte de se sig henvist til tredjepladsen efter trioen Jens Hansen, Rødding, Niels Carl Nielsen, Hinnerup, og Danny Rasmussen, Helsingør, som vandt løbet i klassen.
I klasse 2 for biler mellem 1601 og 2000 cm 3 var sæsondebutanterne Martin Clausen og Ulrik Larsen, Skærbæk og Asperup, i front af tabellen inden løbet på Padborg Park, som i starten også flaskede sig godt. Men omgangen efter, at Ulrik Larsen var kommet i bilen efter et tankstop, rev et forhjul sig løs, og i de tyve minutter det tog at reparere den ødelagte bil, tabte mandskabet mere end tyve placeringer. Dette banede vejen for et mesterskab til Jens Enemark, Kruså, som sammen med sin makker Jesper Kristoffersen, Gentofte, denne gang ikke kunne gentage generalsejren samme sted for tre uger siden.
Kampen om sejren udviklede sig i stedet til en duel mellem Peter Rasmussen og Peter Elgaard, Vester Hæsinge og England, som dog i mål var en omgang efter Martin Jensen og Nicolai Sørensen, Albertslund, og Tåstrup, som næsten var ved at løbe tør for benzin, men som sikrede sig deres første sejr i serien, såvel i klassen som generelt.
Størst krig på kniven var der i klasse 1 for feltets mindste biler, hvor tre mandskaber havde mesterskabschancer. Og her bølgede stillingen frem og tilbage i de sidste minutter mellem WW Racings Werner Wounlund og Bjørn Larsen, Ishøj og Greve, Drive4Funs Thomas Kirk Kristiansen, Martofte, Tommy Schröter og Per Rosenkilde-Hansen, begge Vojens, samt Gola Racings Nicolas Petersen, Martin Petersen og Peter Petersen, alle Esbjerg. Det endte med at de tre mandskaber efter en meget tæt kamp sluttede det fire timer lange løb på omgangshøjde i nævnte rækkefølge, men bare indenfor 17 sekunder, og da pointregnskabet var gjort op, kunne Tommy Schröter og Per Rosenkilde-Hansen kåres som mestre med et forspring på bare to points.
I alt 36 mandskaber var til start i årets sidste afdeling af Danish Endurance Championship, der foruden de to seneste løb også er blevet afviklet med afdelinger på Ring Djursland.
Resultatet af fjerde og sidste afdeling af Danish Endurance Championship
1. Martin Jensen / Nicolaj Sørensen - Peugeot 307 - 184 omg. (Nr. 1 i klasse 2)
2. Peter Rasmussen / Peter Elgaard - Renault Sport Clio - 183 omg. (Nr. 2 i klasse 2)
3. Jens Enemark / Jesper Kristoffersen - Renault Sport Clio - 182 omg. (Nr. 3 i klasse 2)
4. Casper Elgaard / Michel Nykjær - Volkswagen Polo - 178 omg. (Nr. 4 i klasse 2)
5. Bruno Rasmussen / Klaus Verner - Peugeot 307 - 177 omg. (Nr. 5 i klasse 2)
6. Danny Rasmussen / Jens Hansen / Niels Carl Nielsen - BMW M3 GTR - 173 omg. (Nr. 1 i klasse 3)
7. Allan Jørgensen / Rene Rasmussen / Anders Vestergaard / Linda Nielsen - Ferrari 360 Challenge - 172 omg. (Nr. 2 i klasse 3)
8. Søren Hole / Lis Johansen / Ivan Saaby Hansen - Honda Civic - 168 omg. (Nr. 6 i klasse 2)
9. Werner Wounlund / Bjørn Larsen - Citroën Saxo - 167 omg. (Nr. 1 i klasse 1)
10. Tommy Schröter / Per Rosenkilde-Hansen / Thomas Kirk Kristiansen - Honda Civic CRX - 167 omg. (Nr. 2 i klasse 1)
Slutstillingen i Danish Endurance Championship
Klasse 1 (2001-6000 cm3 )
1. Lasse Jakobsen - Porsche 996 - 90 pts
2. Danny Rasmussen - BMW M3 GTR - 84 pts
2. Jens Hansen - BMW M3 GTR - 84 pts
2. Niels Carl Nielsen - BMW M3 GTR - 84 pts
3. Martin L. Kristensen - Porsche 996 - 80 pts
3. Henrik Bollerslev - Porsche 996 - 80 pts
Klasse 2 (1601-2000 cm3 )
1. Jens Enemark - Renault Sport Clio - 99 pts
2. Martin Clausen - Renault Sport Clio - 95 pts
2. Ulrik Larsen - Renault Sport Clio - 95 pts
3. Jesper Kristoffersen - Renault Sport Clio - 77 pts
Klasse 3 (0-1600 cm3 )
1. Tommy Schröter - Honda Civic CRX - 101 pts
1. Per Rosenkilde-Hansen - Honda Civic CRX - 101 pts
2. Werner Wounlund - Citroën Saxo - 99 pts
2. Bjørn Larsen - Citroën Saxo - 99 pts
3. Jens Henrik Hansen - Citroën C2 - 85 pts
3. Jens Erik Hansen - Citroën C2 - 85 pts
3. Lizette Peetz Olsen - Citroën C2 - 85 pts Morten Alstrup Læs mere om: 09/09/06 - Padborg Park - Danish Endurance Championship |