Danish Touringcar Challenge   25/09/06

ARTS prøvede hele skalaen
- ved Padborg Super Prix
Dobbelt løbet Padborg Super Prix, der blev kørt denne weekend på Padborg Park, var en stor udfordring til Autoforum Racing Team Silkeborg, der både oplevede gode og dårlige øjeblikke.

Weekenden startede flot for teamets to Danish Touringcar Championship kørere, Jason Watt og David Falch, der i lørdagens fri træning placerede sig på henholdsvis 8. og 10. pladserne i det 25 biler store felt.

I kvalifikationen, den såkaldte 'shoot out' kørte Jason sig til anden runde hvor han sluttede på 10. pladsen, mens David måtte nøjes med en 17. plads i første runde, efter at der var sprunget en kølerslange på hans Peugeot 307 EPO racer.


Jason Watt.
(Foto: Motorsporten.dk)

Prefinalen startede ikke så heldigt for Jason, der allerede på første omgang var i nærkontakt med en konkurrent, og skaderne på hans Peugeot racer påvirkede hans videre deltagelse, og han sluttede 5 omgange fra den vindende kører.
Her gik det straks meget bedre for David Falch der stille og roligt kæmpede sig op på 8. pladsen generelt, og på 3. pladsen blandt privat kørerne.

Til finalen var David forhindret i at deltage, på grund af tekniske problemer.
Så her var det op til Jason at forsvare teamets ære, og det gjorde han på fornemmeste vis, ved at køre sig op fra en startplacering blandt de bagerste i feltet, og slutte løbet på 9. pladsen - han må vist være den mest overhalende kører i løbet.

"Jeg havde et rigtigt godt setup i dag, og god fart i bilen" - så derfor er det ekstra ærgerligt at jeg ikke kunne komme ud og forsvare min 8. plads fra prefinalen" - udtaler David Falch.

"Jeg fik en punktering efter at jeg var blevet påkørt i det første sving i prefinalen, og en misforståelse lidt senere kostede nærkontakt med en konkurrent, et par unødvendige hændelser som i dag kostede mig dyrt" - var Jasons kommentar til lørdagen.


Autoforum Racing Team Silkeborg.
(Foto: Motorsporten.dk)

Søndag formiddag var kørerne så ude til starten på den anden del af dobbelt programmet - igen med en fri træning.
David satte her 9. hurtigste tid, og han var tæt fulgt af Jason på 11. pladsen - kun 0,142 sekund skilte de to ARTS kørere.

Med en 9. plads til David og en 13. plads til Jason, gik begge kørere videre til anden runde af søndages 'shoot out', hvor David sluttede på den meget utaknemmelige 8. plads - som den hurtigste af dem der ikke kom med til slutrunden, men dog som den hurtigste af privatkørerne.
Noget bedre gik det for Jason, der med en 6. plads var videre til tredje og sidste runde.
I tredje runde sluttede Jason på 5. pladsen - kun 0,3 sekund fra pole position tiden.


David Falch.
(Foto: Motorsporten.dk)

Med de gode resultater fra 'shoot out' var der lagt op til et par gode placeringer til begge kørerne.
David Falch satte dog en del placeringer til i starten, og yderligere bliver David under løbet kørt af banen, og mister sin forkofanger, noget som går hårdt ud over aerodynamiken på hans racer, og igen koster ham flere placeringer.
Jason slutter løbet på en flot 8. plads, på trods af at han blev idømt en tur gennem strafbanen, en meget tvivlsom straf han havde fået med fra shoot out'en, mens David må se sig henvist til 14. pladsen.


At kofangeren manglede, fik ikke David til at sætte farten ned!
(Foto: Motorsporten.dk)

Finalen forløber mere udramatisk for Jason og David, bortset fra at der er en gearforbindelse der er bukket på Davids racer, som bevirker at den 'cutter' tændingen hele tiden - undtagen når den skal!
Både Jason og David kan dog køre sig en placering frem i feltet under finale løbet, så de slutter på henholdsvis 7. og 13. pladserne. For Davids vedkomne blev det også til en 6. plads blandt privat kørerne.

"Jeg har denne weekend kørt noget af det bedste race jeg har præsteret i årevis, og det var fedt at vise at der nu er fart i både mig og raceren, og det endda på trods af at den motor jeg kørte med ikke var af nyeste specifikation" udtaler Jason Watt - "havde jeg ikke fået en, efter min mening, urimelig strafbane til prefinalen, så havde jeg kunne slutte på 5. pladsen og dermed have sikret pole position til finale løbet!"


Jason Watt var i stand til at holde flere af de øvrige topkørere bag sig denne weekend.
(Foto: Motorsporten.dk)

"Vi fik da vist at vi kan være med oppe blandt de hurtigste, men stadig mangler det held, der også skal til for at score topresultaterne" - slutter David Falch.

Også sportsdirektør Lars Vendelbo var tilfreds med de resultater som kørerne opnåede, selv om det selvfølgelig var brandærgerligt med de uheld som teamet løb ind i:
"Men når det hele virker, så er vi hurtige, og det kan vi kun være tilfredse med!"

Rent mesterskabsmæssigt indbragte weekenden Jason og David 24 og 13 point til DTC kørernes mesterskab, herudover kørte David sig til 40 point i privat cuppen.
Jason er nu placeret på 11. pladsen i DTC kørernes mesterskab, og David er på 13. pladsen - der er pt 5 point mellem de to.
I privat cuppen ligger David på 5. pladsen.
Weekendens høst i team mesterskabet blev 37 point, der indtager ARTS nu 8. pladsen.

Næste løb i DTC serien, bliver DM Finalen på Jyllands-Ringen den 14. og 15. oktober, hvor sæsonen sluttes af.


Hr. Nielsen


Læs mere om:
  • David Falch
  • Jason Watt
  • Autoforum Racing Team Silkeborg
  • Padborg Park
  • 24/09/06 - Padborg Park - Danish Touringcar Challenge

  •  
    Reklamer

    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto