Clio Cup - DK   17/10/06

Team MotorMaster: ”Det gik ikke vores vej”
Clio CupDet var ikke de allerstørste smil man kunne finde på ansigterne hos Team MotorMaster kørerne efter weekendens og sæsonens afsluttende race. De sidste få vigtige points udeblev.

Det var en lidt underlig weekend for Team MotorMaster. Der var noget at køre for, men det glippede i årets sidste afdeling. Henrik Larsen skulle forsvare den tredjeplads som han har ”ejet” næsten hele sæsonen. Det var klart efter få afdelinger at titelkampen skulle stå mellem Per Poulsen og Kasper Jensen. Derfor var tredjepladsen målet. Desværre for Henrik Larsen så har en af konkurrenterne virkelig fundet formen i anden halvdel af sæsonen. Det kostede tredjepladsen i det samlede mesterskab med en ganske lille margin på kun 2 points.


Henrik Larsen
(Foto: Motorsporten.dk)

Peter Ager havde også en målsætning, nemlig at slutte i Top 10, men selv om pointscoren er øget især efter sommerpausen, så skulle det heller ikke her lykkes at nå målsætningen. Peters formkurve har ellers været stigende i de seneste afdelinger, og der er hentet mange gode points, men desværre ikke nok til at slutte sæsonen i Top 10.

Henrik Larsen var ellers med fremme i stort set hele weekenden. Det blev placeringer som nr. 5 i både den frie træning, i kvalifikationen og i første heat. En femteplads i andet og årets sidste heat ville have nok til at sikre sig den samlede tredjeplads. Men på allerførste omgang i det andet heat, fik bilen et puf da feltet kørte ud på den korte publikumslangside på Jyllandsringen. Det fik bilen til at slingre og Henrik Larsen havde nok at gøre med at holde den på asfalten. Det lykkedes, men det havde kostet mange placeringer. Han fik sig kørt op igen, men endnu en gang var der bud efter bilen. En af konkurrenterne tog en underlig linie og sendte Henrik Larsen ud i nye redningsforsøg. Det lykkedes dog for Henrik Larsen at hente et par placeringer igen, og sluttede heatet på syvendepladsen. Men det gav sammenlagt 2 points mindre end Jacob Kristensen som hermed slutter sæsonen på en flot tredjeplads.


Peter Ager
(Foto: Motorsporten.dk)

Peter Ager havde en weekend med opture og nedture. I den frie træning sluttede han således med sjettehurtigste tid lige efter teamkammeraten Henrik Larsen. I tidtagningen gik det så nedad bakke. Her blev udbyttet én tiendeplads. Og i første heat blev det endnu værre, for her sluttede Peter Ager på en elvteplads. Årsagen hertil skal dog findes i at han blev påkørt af en af konkurrenterne og mistede flere placeringer. Andet heat blev en noget rodet affære. På første omgang startede dramatikken allerede på den korte publikumslangside, hvor flere biler spandt rundt. Det lykkedes dog for Peter Ager at undgå det værste og kom godt med rundt. Han ofrede senere en plads til fordel for Henrik Larsen som havde den samlede tredjeplads at køre for. Peter Ager blev efter flot og fornuftig kørsel nr. 8 i dette heat. Sammenlagt for sæsonen blev det til én tolvteplads.


Team MotorMaster kørerne fulgtes ad flere gange i weekenden
(Foto: Motorsporten.dk)

Henrik Larsen:
Stort tillykke til Kasper Jensen med mesterskabet. Det er absolut fortjent. Det er synd for Per Poulsen at han for tredje år i træk skal blive nr. 2, men mon ikke han kommer stærkt tilbage. Selvom jeg kørte efter tredjepladsen, så er det velfortjent at Jacob Kristensen vinder den. Han har kørt stærkt og godt. Og så vil jeg benytte lejligheden til at sige tak til først og fremmest teamet. Uden Morten fra MotorMaster var der mange ting der slet ikke kunne lade sig gøre. Mekanikere og andre hjælpere har ydet en stor og vigtig indsats, så jeg håber de har plads til en masse skulderklap. En stor tak også til vore sponsorer som har gjort det her muligt. Og Peter Ager. Vi har haft et utrolig godt kammeratskab i løbet af sæsonen. Det gør godt at tænke tilbage på.”

Peter Ager:
Jeg havde en noget omtumlet sidste afdeling af mesterskabet. Men det vil jeg ikke komme ind på her. Derimod er der mange kørere som jeg vil rose for deres flotte indsats. Specielt er de 2 kørere helt fremme i en klasse for sig. Teamet, hjælpere, sponsorer, Team MotorMaster – ingen skal være glemt. En rigtig stor tak til alle omkring teamet for bidrag og indsats. En særlig tak til Henrik Larsen for det kammeratskab vi har fået opbygget gennem sæsonen.”

Allerede nu arbejder de 2 kørere med planer for næste sæson. Henrik Larsen har solgt sin Clio og arbejder på noget større. Peter Ager sætter også sin Clio til salg, og allerede nu er der gang i nogle forhandlinger. Men hvad det er, vil ingen af kørerne endnu udtale sig om.

Dons


Læs mere om:
  • Henrik Larsen
  • Peter Ager
  • Jyllandsringen
  • 15/10/06 - Jyllandsringen - Clio Cup - DK

  •  
    Reklamer

    H.I. Auto


    Yokohama Advan dæk


    Bruno Hansen Motorsport