Med to flotte tredjepladser på Formel 1 banen i Barcelona hentede Kasper Andersen point nok til at slutte på en samlet femteplads ved årets europamesterskab for Formel Renault 2000. Flot dansk motorsportsresultat
Formelkøreren Kasper Andersen viste stor klasse ved de to sidste afdelinger af europamesterskabet for Formel Renault 2000 i denne weekend. For øjnene af mere end 85.000 entusiastiske spanske tilskuere og en lille håndfuld danske fans, lykkedes det den danske racerkører at hente to tredjepladser. Dermed hentede Kasper point nok til at slutte på en samlet femteplads.
"Jeg er meget tilfreds med resultatet, og at det på trods af mange uheld i starten af sæsonen, lykkedes mig at slutte på en samlet femteplads" - siger Kasper Andersen fra Barcelona.
Weekendens to afdelinger i Barcelona udviklede sig fuldstændig ens. Kasper startede som treer
efter franskmanden Tom Dillmann og portugiseren Filipe Albuquerque, og den stilling holdt frem til mål. Med to sejre i Barcelona sikrede Filipe Albuquerque sig det samlede Europamesterskab for denne klasse.
(Foto: Anders Correll)
"Jeg gik helt sikkert efter to sejre, hvilket ville have bragt mig i top-tre i den samlede stilling, men denne weekend havde jeg simpelt hen ikke bilen til at gøre det bedre" - siger en ellers meget tilfreds Kasper Andersen, der nu skal i gang med at forhandle en kontrakt hjem for næste sæson.
"Jeg håber at komme til at køre i den nye GP-3-racer, eller den store Formel Renault 3,5 næste år" siger Kasper Andersen, der pga. af overbevisende kørsel gennem sæsonen allerede i næste uge drager til Frankrig for at teste netop en Formel Renault 3,5. Raceren er med 450 hestekræfter og en vægt på kun ca. 600 kg noget af det tætteste man kommer på Formel 1, der er det endelige mål for racerkøreren fra Silkeborg.
Anders Correll Nyhedstjenesten Læs mere om: Kasper Mengers Andersen |