Polo Cup - DK   08/02/07

VM-stjerne kører Volkswagen Polo Cup
Michael K. Christensen blandt deltagerne i den nye Volkswagen Polo Cup
Når den nye Volkswagen Polo Cup senere i år ruller ind på FDM Jyllandsringen og Padborg Park, vil størstedelen af pladserne i feltet være besat med enten nybegyndere eller unge talenter, der har valgt at bruge klassen til at tage det første spring fra kartingsporten over i bilsporten.


Michael K. Christensen kører med i den nye Volkswagen Polo Cup i 2007.
(Foto: Birger Vilén - www.euroracer.org)
En af de unge kørere, man i år vil kunne opleve i klassen, er Michael K. Christensen, Karlslunde, og her er der virkelig tale om et talent, der også i det kommende årti vil sætte sit præg på dansk motorsport. For den 16-årige skoleelev har allerede bevist, at han er noget ud over det sædvanlige bag et rat.

Efter at han for syv år siden første gang satte sig ned i en kart på Korsør Kart Bane, er det bare gået opad mod sportens tinder for Michael K. Christensen. Danmarksmester og nordisk mester i ICA Junior-klassen i 2004. Europamester i samme klasse året efter, og sidste år – hvor han første gang var gammel nok – stillede han op i verdensmesterskabet i den absolutte topklasse Formel A og blev nummer to!

For Michael K. Christensen skal deltagelsen i den nye Volkswagen Polo Cup blandt andet bruges til at samle værdifuld erfaring med at arbejde med gearskift under løb, hvilket vil komme ham til gode senere i karrieren, når bilerne tager helt over fra kartingsporten. Men i 2007 vil det stadig være de små, lynhurtige karts, der vil være hovedfokus for Michael K. Christensen, som både skal deltage i Europa- og verdensmesterskabet i Formel A-klassen.

Og det kan mange af hans kommende konkurrenter i Volkswagen Polo Cup helt sikkert glæde sig over. Datosammenfald mellem den danske kalender og de internationale kartløb gør, at Michael K. Christensen ikke vil kunne være med i alle årets løb!

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • Michael Klitgaard Christensen

  •  
    Reklamer

    Yokohama Advan dæk


    Bruno Hansen Motorsport


    H.I. Auto