Hos Team Lund Racing bliver der ikke slappet af selvom sneen har ligget tungt på markerne. Sidste års mester i Advan Cup, Kim Lund Johansen, bruger mange timer på værkstedet for tiden. "Siden vi tog hjem fra DM-Finalen med et mesterskab under armen, har vi arbejdet hårdt på bilen. Vi har især beskæftiget os med undervognen, så der er om muligt endnu bedre vejgreb i år!" fortæller Kim fra værkstedet udenfor Silkeborg.
Opbygningen af debutanten Louise Bjert Laursens bil har også taget en del tid, men den er i skrivende stund ved at være færdig hos maleren. Tilbage er efterhånden kun at samle bilerne inden forårets testprogram begynder. "Vi har planlagt et par testdage for hele teamet forud for sæsonen" siger Kim, og fortsætter: "Louise skal jo have noget træning i at køre rigtig bil før det går løs for alvor!"
Men ikke kun på det mekaniske plan bliver der arbejdet. Kim har igennem flere år deltaget i den lokale firma-gokartturnering med sit firma, og i år er ingen undtagelse. Mesterskabet har været i hus flere gange, men sidste år måtte silkeborgenseren undvære - til gengæld fik han en medalje for sit Advan Cup mesterskab...
Først dansk mester i Advan Cup – nu har Kim Lund også indtaget gokartbanen med stor succes! (Foto: Spider-Web.dk)
Det seneste løb blev da også vundet af holdet fra Korsvejens Blikkenslager. Er det mon et tegn på hvordan Advan Cup 2007 kommer til at gå? "Jeg ved faktisk ikke helt..." lyder det nervøst fra blikkenslageren. "Der kommer jo et par nye, spændende biler i år. Det tager nok et par løb før de er indstillet til de danske baner, men derfra må jeg jo bare køre fra dem."
Team Lund Racing Spider-Web.dk Læs mere om: Kim Lund JohansenLouise Bjert LaursenTeam Lund |