Onsdag den 4. april var Chevrolet Motorsport Danmark igen samlet på Jyllands-Ringen for at fortsætte testarbejdet med DTC-racerne. Det flotte solskin kunne ikke dække over en nat med rimfrost, så allerede inden den første bil blev vakt til live, måtte Rene lige vise, at racermekanikere ikke bare giver op, fordi Nutella’en er blevet stivfrossen.
Kold Nutella er ingen hindring. (Foto: Spider-Web.dk)
Dagens testkørsler havde fokus på undervognen, så der ville blive kørt en række korte testpas, afbrudt af korte pauser, som blev brugt til at ændre fjedre og støddæmpere efter et nøje planlagt skema.
Henrik Lundgaard forklarer: ”Vores basisopsætning fungerer fint, men den er for langsom. Nu skal vi have fundet ud af, hvad der sker, når vi strammer eller slækker en stabilisator, så vi kan begynde at få bilerne til at køre, som vi gerne vil have det.”
Henrik Lundgaard. (Foto: Spider-Web.dk)
Midt på formiddagen dukkede Nicola Larini op for at prøve bilerne og dele sine erfaringer med holdet. Larini syntes, at banen var nem at lære, men svær at køre rigtig stærkt på. Han kunne bekræfte kørernes oplevelse af bilerne og tillige fortælle, hvordan bilerne ville opføre sig, hvis man lavede nogle af de ændringer, som var påtænkt.
Besøget af Larini gav også anledning til at invitere et par sponsorer med til testdagen for at se den næsten ukendte side af et racerteams arbejde samt møde kørerne under en lille frokost, leveret af Madkassen, der sponserer maden på løbsdagene. ”Der er ingen tvivl om, at vores gæster også vil få en oplevelse ved bordet,” sagde Michael Klostermann, mens han kiggede langt efter en usædvanlig lækker chokoladekage.
Pontus Mörth. (Foto: Spider-Web.dk)
Vi optog selv et lille interview med Larini, som vil blive lagt på hjemmesiden, når det er færdigredigeret. TV2 var også til stede og bragte et flot 45-sekunders indslag i sportsnyhederne klokken 1810.
Der er sket et par ting på hjemmesiden i løbet af den sidste uges tid:
- Der er blevet indsat link til RSS-newsfeed, så man automatisk får nyhederne tilsendt. Teknikken understøttes direkte af Mozilla Firefox, Internet Explorer 7 og Outlook 2007
- Af hensyn til folk med læsevanskeligheder har vi gjort det muligt at installere et program, som kan læse teksten højt.
- Engelsksprogede besøgende på hjemmesiden kan nu komme direkte til de engelske nyhedstekster
- Fotoalbummet har fået et par sider mere
Chevrolet Motorsport Danmark
Læs også:
04.04.2007 - Ikke den rene aprilsnar Læs mere om: Henrik LundgaardNicola LariniChevrolet Motorsport DanmarkPerfection RacingJyllandsringen |