DTM   12/04/07

Adam Carroll får det sidste DTM sæde
DTM- Kiesa slået af økonomi
Ifølge det engelske motorsportsmagasin, Autosport, har 24 årige Adam Carroll taget det sidste sæde i DTM serien! Audi støttede Nicolas Kiesa, men Kolles TME er et privatteam.

Vi arbejder i øjeblikket på at få historien bekræftet hos de to parter, Audi Sport og danske Nicolas Kiesa. Men allerede igår efter et møde hos Team Kolles TME teamchef, Dr. Colin Kolles, stod det klart for Kiesa, at løbet var kørt hos det altid pengehungrende team. Håbet var, at Adam Carroll der ligeledes manglede sponsorstøtte, ikke havde speeden.

Den 24 årige englænder, Adam Carroll, har kørt GP2 de sidste to år. Sidste år kørte han for det spanske Racing Engineering team, og var i 2005 BAR Honda Young Driver Team, her fik han 6 Formel 1 tests. Adam testede allerede i 2003 en Opel DTM racer, men valgte at satse på Formel 1 hos BAR F1. Han havde held med at lande en test hos Audis DTM team, efter jul. Præstationen her betød, at Team Kolles valgte at teste Carroll i denne uge i teamets nye 2005 Audi A4 DTM R12 racer.

Den tyske bilfabrikant oplyste før jul, at man havde et godt øje til den engelske racerscene, hvor man mente at der var både stor talentmasse og store kommercielle muligheder.


Nicolas Kiesa imponerede teamet med speed
(Foto: Audi Sport)

Nicolas Kiesa må endnu engang erfare, at talentet er der, hvilket Audi Sport chef, Dr. Wolfgang Ullrich, har bekræftet flere gange. Man har været meget imponerede over Kiesas fart og tekniske forståelse. Men et brækket ben midt på sæsonen sidste år betød, at Kiesa allerede der stod svagt. Her blev svenskeren Thed Björk indsat i danskerens bil.

Nicolas Kiesa var i denne uge til stede til den første officielle ITR test på Motorsportarena Oschersleben, for at støtte teamet med sin store tekniske viden om de avancerede DTM biler, da teamet med Vanina Ickx og den potentielle signing, Adam Carroll, ikke rådede over den store erfaringsbase.


Kiesa da han stadig var et emne i DTM serien
(Foto: Audi Sport)

Den danske eks-Formel 1 kører har hele tiden nydt stor støtte fra Audi Sport, men da Kolles TME er et 100 procent privatteam, har beskeden fra teamet været at enten stiller Nicolas med fuldt budget, eller også må sædet gå til en anden.

Testen på den tyske bane idag og tirsdag har understreget, at teamet valgte at vægte englænderen fremfor deres danske 2006 DTM kører. Det eneste håb nu er, at den enes død, er den andens brød; Vanina Ickx virkede ifølge Kiesa igår meget demotiveret, over konstant at ligge bagerst. Den belgiske kvinde har allerede sidste år overvejet sin karriere, hun kom fra en succesrig karriere i sportsvogne til DTM, og det har kun været skuffelse på skuffelse siden.

Håbet fra både Tom Kristensen og Nicolas Kiesa har været, at den hurtige dansker fik lejlighed til at teste den nye Audi R12 A4 DTM racer i disse dage. Men det blev aldrig muligt, og Kiesa har meget sportsligt og ærligt givet udtryk for, at Carroll rent faktisk har gjort det godt i tirsdags. Et indtryk som dagens tidstabel har understreget.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Nicolas Kiesa.

Aslak Vind


Læs mere om:
  • Adam Carroll
  • Nicolas Kiesa
  • Futurecom TME

  •  
    Reklamer

    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto