Sæsonpremieren på Formel Renault’s Nordeuropæiske mesterskabsserie foregår den 26-27. maj på på banen ved Zandvoort. Men allerede nu har der været officielle tests på Nürburgring i marts og senest på banen i Oschersleben den 23-24. april. KEO Racing deltog med Alexander Haegermark og Johan Jokinen og det var en særdeles god test for begge kørere. Alexander Haegermark nåede således at levere en fjerdebedste tid på banen om mandagen i tiden 1:26.842 og tirsdag den sjettebedste tid på 1:27.291. Det blev endog muligt at få testet regnvejrsopsætningen idet det til forskel fra mandagens sol og varme, var silende regn fra morgenstunden om tirsdagen. Først omkring middagstid var solen atter nogenlunde på plads så der kunne fortsættes med test på tør bane.
| | | | | | (Foto: Tommy Hostrup Galskjær) |
Alexander beretter: ”Det er uhyre vigtigt på banen i Oschersleben, at sætte bilen præcist i kurverne hver eneste gang for at være blandt de hurtigste. Mindste fejl giver let tiendedele til forskel”. Han fortsætter med at sige, at han ikke følte at han fik lejlighed til at køre en perfekt omgang. Først blev han forhindret af en forankørende der fik lavet en bremseblokering på en af de omgange hvor han følte at dækkene var bedst og derefter blev testen flaget af på grund af et uheld på banen. Et lille understyringsproblem er der også at arbejde med til næste gang bilerne triller ud på banen i Oschersleben, siger han.
På vejen hjem fra det tyske tog Alexander Haegermark og en del af teamet en tur forbi banen ved Zolder, hvor der så blev testet en del. Dette mest fordi han aldrig har kørt på denne bane før, der også er en krævende bane på grund af de mange chikaner. Han håber på, at have en lille fordel af dette når der skal køres en afdeling på banen i august.
Teamejer Kim Olsen synes også, at være helt tilfreds med de tests der har været kørt i den seneste måneds tid. Først Nürburgring, så Anderstorp, Oschersleben og Zolder. Men det bedste er de officielle tests der giver en ”kvittering” på hurtigheden i form af officielle testresultater.
”Nu er det så bilerne der skal have den store tur hjemme på værkstedet, og vi skal op i et højere gear, så vi kan nå op til de hurtigste af bilerne. Det skal ikke være på grund af tekniske defekter at vi ikke kan være med fremme. Alt skal være så mekanisk godt at det er op til kørerne,” slutter han af med at sige.
Johan Jokinen fik desværre kun deltaget i testen om tirsdagen, da han var ude at teste Formel Ford på Jyllandsringen om mandagen. Og så blev det endda kun til en halv dag på tør bane for ham. Men til trods for dette nåede han at sætte tider der bragte ham op i den midterste del af feltet. Faktisk havde han en bedste tid med 1:27.618 og en 14. plads der kun lå få placeringer bag 2006’s nordiske mesters tid der var 1:27.538. Johan er forpligtet/pålagt til at deltage i den fulde danske Formel Ford serie i 2007 for at bevare sin støtte fra DASU og Team Danmark og dette gør, at han desværre kun kommer til at køre de fire løb i Formel Renault Northern European Cup. Men han tager det som en ”opvarmning” til en fuld sæson i den Europæiske serie i 2008, som er det han sigter efter.
Sæsonen er i gang. Kørere og team er parate. Let the race begin! Tommy Hostrup Galskjær Læs mere om: Alexander HaegermarkJohan JokinenKEO RacingOschersleben |