DM Rally   20/05/07

Så gik starten for DM Rally sæsonen
Lørdag gik starten for DM Rally sæsonen 2007. Stedet var Sjælland, nærmere bestemt Sorø, hvor første bil rullede ud fra start klokken 08:00. Der ventede deltagerne godt 100 km rallyprøver i området syd og nord for Sorø.

Allerede inden start var forventningerne høje. Startfeltet var større end set længe, hele 72 biler havde meldt sig, og standarden af bilerne har fået et gevaldigt hop opad til denne sæson. Gamle profiler som bl.a. Morten Karl i Mitsubishi, Brian Madsen i Peugeot 106 MAXI og Tim Svanholdt i Golf GTI er i år vendt tilbage til sporten efter pauser. Mange af profilerne fra sidste år har skiftet materiel, så det var derfor inden løbet meget svært at spå om hvem, som ville dominere årets første DM afdeling.

Vejret viste sig fra morgenstunden fra sin lumske side. Ganske mange af deltagerne valgte slicks (tørvejrsdæk), men da 2. bil holdt klar på prøve 1 skiftede vejret til regn. Det betød, at mange måtte tage det meget forsigtigt på de første prøver. Heldigvis var forholdene ens for alle da regnen fortsatte meget konstant helt ind til middagstid.

Allerede efter de første prøver viste det sig, at løbet ville blive mindst lige så spændende som forventet. På mange af prøverne lå 8-10 biler inden for 20 sekunder efter hurtigste tid. Der tegnede sig dog halvvejs gennem løbet et billede af, at det ville blive imellem Morten Karl i Mitsubishi, Christian Jensen i Subaru, Martin Johansen i Suzuki, Michael Pedersen i Mitsubishi og Max Christensen i Subaru, at slaget skulle slås. Danmarksmesteren de sidste 3 år i træk Ib Krag i Renault Clio kunne dog heller ikke afskrives.


Løbets 2’er Christian Jensen i Subaru på prøve 5.
(Foto: Henrik Olesen)

Om eftermiddagen skærpedes kampen mellem bilerne i toppen af feltet. Vejret var gået over i solskin, og vejene var tørre igen. Der blev nu virkelig gået til stålet. Det var nu de sidste sekunder skulle hentes, eller en lille føring skulle forsvares. Man fornemmede en sitren af spænding og nervøsitet. Især var det 2. pladsen der var hård kamp om. Martin Johansen og Christian Jensen kæmpede om de få sekunder, der skilte dem helt ind til sidste prøve.

Slutresultatet blev, at tilbagevendende Morten Karl ikke helt havde glemt kunsten. Han styrede usvigeligt sikkert sin Mitsubishi til generel sejr. Morten kørte hurtigste tid på 9 ud af dagens 12 hastighedsprøver, så ganske fortjent løb han med sejren. På anden og tredje pladsen kom Christian Jensen i Subaru Impressa og Martin Johansen i Suzuki Swift.

1. Morten Karl Mitsubishi EVO 8 MR
2. Christian Jensen Subaru Impressa WRX 53s efter Morten Karl
3. Martin Johansen Suzuki Swift Super 1600 55s efter Morten Karl


Løbets 2’er Christian Jensen i Subaru på prøve 7.
(Foto: Henrik Olesen)

Løbet blev en ganske positiv overraskelse. Vi ser nu frem mod DM2, som vi afholder på Mors den 16. juni. Vi håber selvfølgelig på at kunne få et deltagerfelt til start lignende det vi så til DM1. DMmæssigt er alt åbent, så der vil helt sikkert være stor spænding omkring resultatet til DM2.

Det virker som om, at Dansk Rally har fået et virkelig tiltrængt pust med afgiftsfritagelsen. Det ser ud som om, at nedturen for rallysporten i Danmark endelige er vendt. Vi håber, at dette kun er starten på en ny opblomstring for sporten i Danmark. Tillægsregler og anmeldelses blanket til DM2 er lagt på løbets hjemmeside:
morsoemotorsport.dk

Henrik Olesen


Læs mere om:
  • Slagelse
  • 19/05/07 - Slagelse - DM Rally

  •  
    Reklamer

    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto