Danish Touringcar Challenge   22/05/07

DTC racer videre i københavnernes baghave
Copenhagen Racing GP er anden af deling af årets racerserie
Efter sæsonstarten på den jyske højderyg drager Danish Touringcar Championship nu østpå, hvor anden afdeling af årets mesterskab køres i københavnernes baghave. Pinsesøndag afholdes Copenhagen Racing GP på Sturup Raceway, der med sin placering ved Malmös internationale lufthavn ligger bare tre kvarters kørsel fra Rådhuspladsen i København.

Den tredobbelte DTC-mester Casper Elgaard, Århus, kommer til Sturup Raceway som den førende i mesterskabet efter sin sejr i sæsonpremieren, men han kan forvente hård modstand på den kurverige og kuperede racerbane, hvor han endnu har sin første sejr til gode. Flere kørere fik ikke det fulde udbytte af årets første løb, og de jagter revanche.


Tre af mesterens Casper Elgaards forfølgere fra DTC-premieren jagter revanche på Sturup Raceway (f.v.): Henrik Lundgaard, Jan Magnussen og Michael Outzen.
(Foto: Birger Vilén - www.euroracer.org)

Michael Outzen, Ringe, og Jan Magnussen, England, var to af dem. Førstnævnte kører var meget tæt på at matche den fart, som Casper Elgaard og hans teamkammerat John Nielsen, Horsens, præsterede, men en defekt kobling gjorde, at han blev holdende i finalen. Ligeledes var Jan Magnussen heller ikke helt fremme forrest i feltet, hvor man ellers finder ham. ”Men så må vi bare komme igen på Sturup,” slår eks-mesteren resolut fast

Tidligere på året lagde Sturup Raceway asfalt til den svenske pendant til DTC – et løb, hvor de forhjulstrukne biler dominerede begivenhederne. Også i Danish Touringcar Championship kan det meget vel ske, da løbet er anden afdeling af årets serie, og de nye regler derfor for alvor vil gøre racet tættere og mere uforudsigeligt. Hvor alle deltagende biler rådede over 12 splinternye dæk til sæsonpremieren, vil feltets baghjulstrækkere ved Copenhagen Racing GP skulle nøjes med seks nye dæk, mens forhjulstrækkerne vil kunne disponere over otte nye.

Dette vil en kører som Michel Nykjær, Tappernøje, kunne drage fordel af. Han var i sin Seat Leon for to uger siden bedste kører med en forhjulstrukket bil, og sydsjællænderen har med en sejr i 2005 bevist, at Sturup Raceway er en bane, der ligger til ham. Også det nye Chevrolet Motorsport Danmark med duoen Henrik Lundgaard, Hedensted, og Pontus Mörth, Sverige, synes bestemt at have potentialet til at kunne blande sig i toppen denne gang.

To kørere, konkurrenterne med garanti vil holde et vågent øje med, er Hartmann Honda Racings duo Martin Jensen, Albertslund, og Jens Edman, Sverige. Og det ved de også godt selv.

”Vi kunne jo se sidste år, at Hondaerne var godt med og var de eneste, som kunne matche BMWerne på Sturup, så ud fra det, ser det godt ud,” siger Jens Edman. ”Vi tester på banen torsdag og fredag før løbet, og det bliver første gang, at jeg kører i min nye Honda på Sturup. Det tager selvfølgelig sin tid at køre sig ind, men vi er godt i gang. Vi manglede speed på Jyllandsringen, men det bliver bedre. Ved siden af mit race arbejder jeg også som instruktør på Sturup, så der er ikke mange baner, hvor jeg har kørt så mange omgange, så jeg tror, at det kan hjælpe os lidt.”

I forhold til første afdeling af Danish Touringcar Championship er feltet denne gang blevet udvidet med endnu en deltager. Det er Camilla Stephansen, Horsens, der stiller op for JM Racing. Dermed gør hun comeback til dansk bilsports kongeklasse, hvor hun i 2002 skrev historie ved ikke bare at være den første kvindelige deltager, men også den yngste startende nogensinde.

Korte fakta:

  • Sturup Raceway er placeret umiddelbart efter Øresundsbron. Banen findes ved at følge motorvejen syd om Malmö og dreje af mod Sturup Lufthavn.
  • Danish Touringcar Championship afvikler træning, tidtagning og Super Pole på Sturup Raceway lørdag den 26. maj.
  • Søndag den 27. maj går det løs med Last Chance-kvalifikationen, de to kvalifikationsheats, inden Copenhagen Racing GP afsluttes med den afgørende finale.

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • Sturup Raceway
  • 27/05/07 - Sturup Raceway - Danish Touringcar Challenge

  •  
    Reklamer

    Yokohama Advan dæk


    Bruno Hansen Motorsport


    H.I. Auto