Flere mærker vil gøre Peugeot og Suzuki følge i toppen af klassen Den form for motorsport, hvor bilerne på racerbanerne kommer tættest på dem, som kendes fra landets gader og veje, er Advan Cuppen. De væsentligste ændringer på bilerne her vedrører primært montering af sikkerhedsudstyr og justering af undervogn, og at mange forskellige biler kan være med i klassen for de serienære standardvogne, understreges af, at helt op til 24 forskellige modeller fordelt på tolv forskellige mærker kan deltage. Indtil videre har det dog været Peugeot, som har sat sig godt og grundigt på største pokaler, primært på grund af Kim Lund, Silkeborg. Den regerende mester har nemlig slået en tyk streg under, hvorfor det er ham, der kører med nummer 1 på siden af sin lyserøde Peugeot 307, for han har sikret sig maksimumscoren i tre af årets hidtil kørte løb.
Andre modeller er dog begyndt at blande sig i topstriden i Advan Cuppen. Ved det forrige løb på Sturup Raceway kom nogle af de nye Suzuki Swift-modeller frem i forreste række, og ved den kommende weekends Bilzonen Autobild Juniløbet er der endnu et par kørere, som vil gøre deres til, at der bliver større mærkevariation i Advan Cuppen. Det er Michael Skipper, Vordingborg, og Carsten Rasmussen, Egtved, som kører henholdsvis Ford Fiesta ST150 og Citroën C4.
”For mit vedkommende er det bare et spørgsmål om at gøre det så godt som muligt i hvert eneste løb, for jeg er definitivt ud af kampen om medaljerne,” siger Michael Skipper. Han har nemlig fået en mere end dårlig start på sin sæson.
”Jeg har haft gearkasseproblemer. Først gik kron- og spidshjulet i stykker på Jyllandsringen, og så havde jeg problemer med en utæt gearkasse ved løbene i Sverige, så jeg ikke fik nogen tid. Jeg måtte starte bagest i første heat, men kørte mig op til 22. pladsen, og så blev den igen utæt. Nu har vi fundet ud af, at gearkassehuset har været flækket, så nu prøver jeg igen med en helt ny gearkasse,” siger han.
”Peugeoterne og specielt Kim Lund kører stærkt i år, og så har Suzukierne også overrasket mig meget i år. Men hvis vi kan få lidt regnvejr, så vil mine chancer blive større.”
Michael Skipper (8) og den bagvedkørende Carsten Rasmussen håber ved Bilzonen Autobild Juniløbet at kunne komme på podiet i Advan Cuppen. (Foto: Birger Vilén - www.euroracer.org)
Tekniske problemer har også drillet Carsten Rasmussen. Ved sæsonstarten drillede affjedringen ham gevaldigt, men det problem er løst, og efter at have kørt løb på Sturup Raceway i Sverige, er Citroën-køreren nu tilbage på en bane, han godt kan lide.
”Både Padborg Park og Jyllandsringen er jeg forholdsvis hurtig på, og mine tider har været fornuftige i år,” siger Carsten Rasmussen, som sigter efter at komme på podiet. ”Jeg skulle gerne have en pokal med hjem igen i weekenden, men det behøves ikke nødvendigvis at være en sejr. Det er ikke altid, at en sejr er godt, for så får man meget vægt i bilen til den efterfølgende weekend, så et par tredjepladser er også OK for mig!”
Siden forrige afdeling af Advan Cuppen på Sturup Raceway er der i øvrigt sket en række ændringer i den aktuelle stilling, idet Kent Iversen, Lysabild, efterfølgende har fået frataget sin første- og tredjeplads, da hans bil ved en teknisk efterkontrol viste sig ikke at overholde reglementet. Det betyder, at det nu er Bruno Rasmussen, Tyskland, og Thue Kristensen, Viborg, der er nærmeste udfordrere i pointtabellen til Kim Lund.
Stillingen i Advan Cup:
|
Pl. | Kører | Hjemby | Mærke | Point |
|
1. | Kim Lund | Silkeborg | Peugeot 307 | 75 |
2. | Bruno Rasmussen | Tyskland | Peugeot 307 | 54 |
3. | Thue Kristensen | Viborg | Peugeot 106 | 49 |
|
4. | Kim Holmgaard | Aalborg | Seat Leon | 42 |
5. | Nick Reimersø | Tåstrup | Suzuki Swift | 38 |
6. | Lars Gaardsøe | Frederikssund | Peugeot 206 | 36 |
|
7. | Carsten Rasmussen | Egtved | Citroën C4 | 34 |
8. | Kenneth Jacobsen | Roskilde | Suzuki Swift | 32 |
9. | Peter Olsen | Havdrup | Peugeot 307 | 28 |
|
10. | Ole Luton | Støvring | Ford Focus | 23 |
11. | Dan Birkelev | Herlev | Suzuki Swift | 22 |
12. | Anders Majgaard | Søborg | BMW 120i | 19 |
|
13. | Anders Christensen | Egå | Peugeot 307 | 17 |
| Michael Ringstrøm | Roskilde | Suzuki Swift | 17 |
15. | Bent Tronhjem | Viby J | Peugeot 307 | 15 |
|
16. | Dennis Jørgensen | Roskilde | Suzuki Swift | 11 |
17. | Poul Erik Jensen | Viby J | Volkswagen Golf | 8 |
18. | René Hoff | Vanløse | Peugeot 307 | 7 |
|
19. | Leon Sørensen | Hjørring | Peugeot 307 | 5 |
20. | Sonny Nielsen | Eskebjerg | Peugeot 206 | 2 |
21. | Anders Nielsen | Sporup | Peugeot 206 | 1 |
|
| Michael Skipper | Vordingborg | Ford Fiesta ST150 | 1 |
|
Morten Alstrup Læs mere om: Jyllandsringen10/06/07 - Jyllandsringen - Advan Cup |