Lars Erik ’Hjulspind’ Nielsen kørte sig til tredjepladsen i GT2-klassen sammen med teamkammeraterne tyskeren Pierre Ehret og ligeledes danske Allan Simonsen. 24-timers løbet i Le Mans viste sig fra sin hårde side i år, hvor regnen satte ind gennem flere perioder. Efter at have ført løbet i en overgang i den første fase, faldt Autorlando Porsche 997 RSR lidt tilbage i feltet og kæmpede om de to øvrige podiepladser resten af tiden. Men i modsætning til testdagen forud for Le Mans, kunne teamet ikke sætte hurtige omgangstider ind.
(Foto: Bob Chapman)
For udsigten til et vådt Le Mans havde fået teamet til at sætte bilen op til regnvejr, og det gjorde den for blød i undervognen til at følge med vinderne. Dertil kom to uheld med de danske kørere bag rattet.
Kort efter en LMP2 prototype racerbil søndag morgen havde overhalet Lars Erik bremsede den 50 meter tidligere end denne biltype plejer. Derfor skubbede LMP2-raceren luften henover Lars Eriks Porsche, og uden vindmodstand virker frontspoilerne ikke. Og Lars Erik røg ind over den anden chikane på Mulsanne langsiden.
Senere da regnen faldt overhalede en Aston Martin Allan Simonsen ved første chikane. Han blev nødt til at bremse uden for sporet og her var for meget vand, olie og dækrester til at han kunne komme rigtigt gennem chikanen. Derfor kørte han sik-sak gennem de to første dækbarrierer og ramte den tredje.
Autorlando teamet fik i begge tilfælde repareret bilen og førte Lars Erik, Allan og Pierre op på podiet. Tiderne i teamet var meget stabile, og det var med til at de trods uheld og reparationer i pitten kørte sig til tredjepladsen.
- Det var dejligt at blive nummer tre, fordi vi skulle kæmpe for at komme på podiet, lyder det fra Lars Erik Nielsen, sidste år følte jeg at vi mistede første pladsen. Og var skuffet over at blive nummer to. I år er jeg glad for at blive nummer tre.
- Og så vil jeg til sidst sige at det var fantastisk at køre med Allan Simonsen, jeg er ret sikker på at han er blevet opdaget her i løbet af Le Mans-weekenden. Der har været flere prominente personer forbi for at se på ham, afslutter en træt Lars Erik.
Med to podieplaceringer de sidste to år, vil Lars Erik gå efter den sidste pokal han mangler i samlingen næste år nemlig en klassesejr på Le Mans.
Karsten Lemche Læs mere om: Allan SimonsenLars Erik Nielsen Autorlando SportLe Mans16/06/07 - Le Mans - Le Mans |