Special Saloon   21/06/07

Optakt til Padborg Open
Indtil videre har de danske SSC-kørere kun været på banen i to weekender, men allerede nu kan man se et godt billede af hvem, der er kandidater til mesterskaberne i år.

I Gruppe 1 fører Michael Klostermann an med 23 points ned til Martin Marrill, der har yderligere 18 points ned til klassens nummer 3, Klaus Ellmies. Der er ingen tvivl om, at "Storebror" Klostermann's chancer for et mesterskab er store, men unge Marrill, der bruger SSC som indgang til DTC, kan godt ende med at blive giftig i kampen om guldet.


Klaus Ellmies ved Åbningsløbet på Jyllands-Ringen.
(Foto: Spider-Web.dk)

Lars Schönemann må synes, at det er koldt på toppen. Han har vundet alle 5 løb i SSC Gruppe 2, og fører ud over Gruppe 2 også det generelle klassement. Der er ikke nogen direkte konkurrent, da Johannes Graversen endnu ikke har sin Fiat X1/9 klar, og Finn Nielsen har heller ikke haft sin ex-DTM Mercedes på banen i år, så det er ikke meget, den sympatiske nordsjællænder ser til modstanderne. Nummer to i Gruppe 2 er Niels Ole Andersen, der har hele 32 points ned til Lars Schönemann's "2. kører", Lars Andersen.

I Gruppe 3 er der dømt Lotus Cup. Hans Elnegaard fører, skarpt forfulgt af Jesper Vestergaard, der på trods af kun at have kørt 3 ud af 5 løb, kun er 4 points fra førstepladsen. Men den gule Lotus Elise er indkøbt til DEC, så Jesper turde ikke sige, om SSC Festival var et "one time wonder" fra hans side. Men mon ikke, det gule lyn er at finde på den sønderjyske asfalt i weekenden…?

Debutanten Christian Vejby, der havde en drømmedebut ved Åbningsløbet på Jyllands-Ringen i maj, døjede under hele SSC Festival med motorproblemer, så det var ikke fordi gassen var gået af ballonen, at han ikke fik nævneværdige resultater med hjem. Hvis ellers han har fået sin motor klar, kan vi forvente lovende resultater fra ham igen i weekenden.

SSC-Formanden Erik Byrgesen havde heller ikke den bedste weekend. Allerede i tidtagningen kolliderede han med Kim Morgan Jensen på langsiden, hvilket sendte ham med 130 km/t ud i autoværnet. "Jeg har fået problemer med nakken, og det går ikke lige væk igen", fortæller Byrgesen, der ikke kommer på banen foreløbigt: "Så snart, jeg lukker øjnene, ser jeg autoværnet komme imod mig, så jeg skal ikke på banen lige med det samme igen."


Jacob Borum var voldsomt hurtig på Djursland – mon det fortsætter på Padborg Park?
(Foto: Spider-Web.dk)

Hvis nogen har haft travlt på racerværkstedet, er det Jørgen Hansen. I første heat af SSC Festival kolliderede han med Claus Klostermann på vej ind på langsiden efter starten, og det var ikke små buler, der blev lavet. Claus Klostermann skulle bruge sin bil til DEC-løbet weekenden efter, og kun pga. Boisen Motorsports store indsats, nåede bilen at være klar inden løbet. Jørgen Hansens BMW M3 GTR er desværre ikke bygget af "hyldevarer", og kun hvis de specialfremstillede fjederben når at komme fra Holland, vil han være at finde på Padborg Park.

Andreas Kjærgaard har ikke haft den heldigste sæson. På Jyllands-Ringen kunne hans Porsche 948 5.0 V8 ikke bremse, og til SSC Festival havde dækrester forvildet sig op i tandremmen på den 5-liter store V8-motor, hvilket resulterede i bukkede ventiler. "På trods af alt bøvlet, var SSC Festival en stor oplevelse for mig", fortæller Andreas. "Jeg får nye stumper fra Tyskland i denne uge, så jeg ikke kommer ud for de fejl igen, og så skal jeg ellers ud og køre racerløb!"


Andreas Kjærgaard håber på en fejlfri weekend uden bremsesvigt eller motorproblemer.
(Foto: Spider-Web.dk)

Indtil videre ser vejrudsigten ud til både sol og regn, men vi håber på strålende solskin og gode temperaturer, så publikum kan lokkes til Padborg Park og ikke kun se på DTC, men også rigtige racerbiler med voldsomme motorer og hvinende dæk.

Special Saloon Car
Kim Gripping


Læs mere om:
  • Padborg Park
  • 24/06/07 - Padborg Park - Special Saloon

  •  
    Reklamer

    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk