Special Saloon   25/06/07

Var der nogen, der sagde brusebad...?
6. og 7. afdeling af Special Saloon Car (SSC) serien blev denne weekend afviklet på Padborg Park. Vejrguderne var unådige, og åbnede himlen en halv time før det første heat, så der skulle køres i regnvejr.

Kent Iversen var gæstekører denne weekend i sin ex-DTC Peugeot 407 coupé, og havde sikret sig pole position til både første og andet heat. Ved hans side havde han Lars Schönemann i sin Porsche 993 GT2. Han havde aldrig tidligere kørt på Padborg Park, og inden løbet havde han kun kørt de to kvalifikationer, så han havde derfor minimal føling med banen. Hvad værre var; han havde heller ikke noget regnvejrs setup. Jørgen Hansen skulle starte treer, og det var godt at se Gammel-Hansen på banen igen i sin BMW M3 GTR efter hans uheldige exit på Ring Djursland.

1. heat forløb ganske smertefrit, med fair kørsel hele vejen rundt. Kent Iversen fik, efter en dårlig start, kæmpet sig op gennem feltet, og krydsede det ternede flag på 1. pladsen. Martin Marrill var knap så heldig. Efter en flot kvalifikation, der sikrede ham startposition i anden startrække, blev han i første sving forvist til ydersiden, og mistede dermed et par placeringer. Ydermere fik han et lille prik i udgangen til langsiden så han blev sendt på en snurretur, og røg endnu længere ned i placeringerne. I den samlede stilling tog Kent Iversen sejren med Lars Schönemann på 2. pladsen, og Klaus Ellmies på 3. pladsen.


Der blev kørt tæt på trods af den våde bane.
(Foto: Spider-Web.dk)

Vejret tog også fusen på både Chris Poulsen i hans ex-DTC Honda Civic, og Nils Davidsen i ex-DTC Peugeot 306, der begge satte deres bil i sandkassen pga. det glatte føre. Jens Sørensen i Ford Escort Cosworth, måtte også tage sig en snurretur ind i pitindkørslen.


Jens Sørensen kiksede nedbremsningen efter langsiden – det kostede en tur i autoværnet.
(Foto: Spider-Web.dk)

Til 2. heat havde vejret ændret sig, men ikke meget fra hvad det tidligere var. Banen var stadig meget våd, men regnhimlen var skiftet ud med delvis solskin. Kent Iversen og Lars Schönemann i front med Jørgen Hansen og Michael Klostermann lige bag dem. Jørgen Hansen staller sin BMW, da signalet slukker, og mister der med nogle placeringer inden han kan komme af sted. Lars Schönemann trækker hurtigt fra resten af feltet, og vinder overbevisende 2. heat. Kent Iversen tager 2. pladsen med en sulten Michael Klostermann på en samlet 3. plads.


Kent Iversen havde stor succes med sin ex-DTC Peugeot 406 Coupé.
(Foto: Spider-Web.dk)

Et flot ræs, med fair kørsel uden alt for mange hovedløse afkørsler, og godt ræs ned gennem feltet er en god måde at afslutte den første halvdel af SSC sæsonen på inden vi går til sommerferie.

Special Saloon Car Danmark ønsker alle kørere, mekanikere, sponsorer og fans en god og varm sommer – med løftet om, at vi vender tilbage med potente racerbiler med sprød motorlyd i august.

Special Saloon Car

Spider-Web.dk
Jacob Spring


Læs mere om:
  • Padborg Park
  • 24/06/07 - Padborg Park - Special Saloon

  •  
    Reklamer

    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk