Formel Renault   22/07/07

TT Assen…men uden ”cykler” - vol 2
Formel RenaultI fortsættelse af gårsdagens skriblerier kommer her næste del af historien fra Formel Renault 2.0 Northern European Cup på TT Circuit Assen.

Først på eftermiddagen lørdag blev der kørt kvalifikation til de to løb i denne weekend. Dette gav Steffen Møller fra Team Formula Sport en placering i startopstillingen til race 1 som nummer 7, mens Alexander Haegermark fra KEO racing fik forbedret sine tider så meget i forhold til fredagens træningspas, at det gav ham en startplacering som nummer 9.


Alexander Haegermark.
(Foto: Tommy Hostrup Galskjær)

Det skal retfærdigvis siges om Alexander Haegermark, at han under fredagens træning ikke fik fuld køretid, da en anden kører mente at det var helt i orden at køre hen over hans frontvinge og næsen på bilen og dermed ødelægge begge dele. Dette gav ekstra tid i garagen, og da regnen derefter satte ind var det så som så med at forbedre de allerede opnåede tider.

Klokken 17:45 lørdag eftermiddag gik starten så til race 1 med det store felt på 28 biler. Det er som altid imponerende at se så mange formelbiler under en start, men det giver samtidigt anledning til at der kan opstå en del dramatik i de første mange sving efter starten.

I går var da heller ingen undtagelse, men det var først i sving tre på første omgang, at det gik rigtigt galt. Her blev fire biler indblandet i et uheld der sendte dem alle ud af racet før det næsten var begyndt. Det gik ud over Mateusz Adamski (GR Racing) fra Polen Anton Nebylitskiy (SL Formula Racing) fra Rusland, det unge talent Joonas Kostiainen fra Finland (Koiranen Bros.) og Dennis Swart fra Holland (van Amersfoort). Herefter var der safety car på banen i hele fire omgange eller små ti minutter af et race på kun 25 minutter.


Steffen Møller.
(Foto: Tommy Hostrup Galskjær)

Det lykkedes heldigvis for både Steffen Møller og Alexander Haegermark at holde sig uden for den klynge af biler der måtte forlade banen på denne vis. Flere uheld hændte senere og dette fik sendt flere biler ud af løbet. Steffen Møller fortalte efter løbet at han havde haft nogle afkørsler undervejs i løbet, hvor han var faldet flere placeringer tilbage.
Trods dette var det alligevel lykkedes ham at kæmpe sig tilbage og ved løbets afslutning holdt han status quo i forhold til løbets start, og dermed sin placering som nummer 7. Alexander Haegermark fik, trods en dårligt start med flere tabte placeringer til følge, forbedret sin slutplacering med en enkelt plads og endte dermed som nummer 8. Med danske øjne var det en absolut godkendt indsats af de to kørere.

For Philip Forsman var det en skuffelse at måtte undlade at stille til start, men en defekt motor satte en stopper for deltagelsen. Mekanikerne på Team Trackstar Racing har haft travlt hele lørdag eftermiddag og aften med at gøre hans bil klar til race 2 der foregår søndag formiddag. Som det ser ud i skrivende stund ser det ud til at skulle lykkes for ham at stille til start.

Ser man på den skandinaviske indsats i race 1, så ser det sådan her ud:

2. Valtteri Bottas 1:38.708
7. Steffen Møller 1:39.400
8. Alexander Haegermark 1:39.626
13. Joonas Mannerjärvi 1:39.908
Joonas Kostiainen udgået
Philip Forsman ikke til start
19. Pierre Selander 1:40.212

Tilbage står som sagt race 2, men mere om dette senere.

Tommy Hostrup Galskjær


Læs mere om:
  • Alexander Haegermark
  • Steffen Møller
  • KEO Racing
  • Team FormulaSport
  • Assen
  • 22/07/07 - Assen - Formula Renault 2.0 NEC

  •  
    Reklamer

    Yokohama Advan dæk


    Bruno Hansen Motorsport


    H.I. Auto