WTCC   31/07/07

Chevrolet besejrede vejrguderne
Chevrolet besejrede alt og alle i weekendens svenske afdeling af Verdensmesterskabet for standardvogne, der søndag fandt sted på Scandinavian Raceway i Anderstorp. Regnen kom og gik og de, der bedst indrettede sig på og udnytte vejrgudernes lunefuldhed var dem, der fik mest med hjem.

I det første af de to løb, der tilsammen udgjorde 7. afdeling af WTCC – World Touring Car Championship – formåede den unge brite, Robert Huff i Chevrolet Lacetti at lægge hele feltet bag sig. Han førte stort set fra start til mål og fortsatte dermed den stime af succes’er, som Chevrolet på det seneste har været inde i. De baghjulstrukne BMW’er, der fører VM, havde det vanskeligt på den våde asfalt og de eneste af konkurrenterne, der kunne hamle op med Chevrolet, var spanske Seat.

Seat havde imidlertid på forhånd valgt at udnævne Anderstorp til stedet, hvor man ville debutere med sin nye racer-dieselmotor. Det er første gang i motorsports historien, at en dieseldreven bil deltager i et VM standardvognsløb og Seat stillede op med to af slagsen. Det var på den ene side en vigtig satsning på fremtiden, på den anden side også årsagen til, at Seat ikke ydede den modstand, som man ellers kunne forvente.

Alligevel blev Tiago Monteiro fra Portugal nr. 2 i en Seat – kun 7/10 sekund fra Huff. Men han kørte dog en benzin-dreven Seat Leon. Dieselbilerne nåede begge målstregen og viste sig yderst konkurrencedygtige undervejs. Yvan Müller – den bedst placerede ”ikke-BMW kører” i VM forud for Anderstorp – sluttede på 6.pladsen i den ene dieselbil, mens Jordi Gené blev nr. 18.


Chevrolet gjorde rent bord i søndagens svenske afdeling af WTCC. Robert Huff vandt dagens første løb.
(Foto: Vivi Siiger)

I dagens andet løb dominerede Chevrolet ikke bare, de besatte hele podiet, præcis som de havde gjort i Portugal et par uger forinden. Det var svenskeren Richard Rydell, der tog en kontroversiol sejr foran team kollegerne Nicola Larini og Alain Menu. Sejren var uventet, ikke fordi svenskeren vandt, men fordi han var ansat på et-løbs basis og ingen forventede, at han ville tage VM-points fra teamets faste bemanding, der er på jagt efter de førende BMW-kørere.

Oven i købet var det først på løbets sidste omgang, at Rydell tog føringen. Han var på den våde asfalt startet på mønsterløse tørvejrsdæk, mens de to øvrige Chevrolet’er kørte på regndæk. Regnen stilnede og efterhånden som banen tørrede op blev Rydell hurtigere og hurtigere – men det kom lidt bag på Larini og Menu, at deres maksimumpoints blev ”taget fra dem”.

De to diesel Seat’er nåede ikke målstregen i det andet løb, men al begyndelse er svær og potentialet for dieselteknologien var åbenlys, præcis som Audi allerede har dokumenteret i 24-timers Le Mans.


Verdens første racer dieselmotor i en WTCC bil havde premiere i søndagens afdeling af VM for standardvogne.
(Foto: Vivi Siiger)

”Seat har givet sig selv resten af året til at afprøve dieselteknologien, derefter tager de stilling til, om den har en fremtid i VM,” fortalte den danske Seat kører, Michel Nykjær, som var til stede i Anderstorp, selvom han ikke deltog i løbene. Nykjær fører for øjeblikket kampen om det danske standardvognsmesterskab, DTC.

Efter løbene i Anderstorp er det fortsat tyskeren Jörg Müller i BMW, der er i spidsen i kørernes verdensmesterskab, mens det tilsvarende er BMW, der ligger 1’er i bilmærkernes VM.

Næste afdeling af VM finder sted i Oeschersleben i Tyskland d. 26. august og løbene vises ”live” på Eurosport, der dækker hele WTCC.

Resultat, 7. Afd. af WTCC, Anderstorp, Sverige, 29. juli 2007:

Løb 1:
1. Robert Huff (GBR) Chevrolet Lacetti, 23m51,708s
2. Tiago Monteiro (POR), Seat Leon, +0,720s
3. James Thomson (GBR), Alfa Romeo, +12,501s

Løb 2:
1. Richard Rydell (SWE), Chevrolet Lacetti, 23m41,120s
2. Nicola Larini (ITA), Chevrolet Lacetti, +1,608s
3. Alain Menu (SUI), Chevrolet Lacetti, +1,856s

Stillingen i VM efter Anderstorp:

Kørere:
1. Jörg Müller (GER), 58 pts.
2. Augusto Farfus (BRA), 57 pts.
3. Andy Priaulx (GBR), 56 pts.

Bilmærker:
1. BMW, 177 pts.
2. Seat, 147 pts.
3. Chevrolet, 143 pts.

Scandinavian Racing Press
i samarbejde med Eurosport og Seat

Vivi Siiger og Søren Clauding


Læs mere om:
  • Anderstorp
  • 29/07/07 - Anderstorp - WTCC

  •  
    Reklamer

    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport