Clio Cup - DK   17/08/07

JM Racings Clio-kørere har testet
Clio Cup- før efterårssæsonen
Det er nu snart otte uger siden, at JM Racing sidst var i aktion i Casinoportalen Clio Cuppen, hvor sæsonen i weekenden genoptages på Padborg Park.

For at være klar igen efter den lange sommerpause startede teamets kørere derfor deres forberedelser allerede i sidste uge, hvor Lars Christensen (Christiansfeld) og Christian Jakobsen (Børkop) testede på netop Padborg Park. Netop denne testsmulighed har vist sig at være værdifuld.

”Jeg synes ikke, at jeg havde den fart, jeg gerne skulle have under testen,” siger Lars Christensen. ”Jeg regner med, at vi skal have kikket lidt på bilen inden løbet og se, om der er nogle af indstillingerne, som er forkerte, men ellers må jeg bare tage mig sammen. Jeg er i hvert fald superklar. Min plan er, at jeg skal lidt op i rækkerne her i efterårssæsonen.”

”For mig var testen ikke den store succes,” indrømmer teamkammeraten Christian Jacobsen. ”Jeg følte mig lidt rusten til testen, men jeg skal nok blive klar. Jeg synes godt nok, at de andre kørte stærkt til testen, og så havde jeg også svært ved at få tingene til at fungere. Det gik da bedre og bedre i løbet af dagen, men ikke helt, som jeg gerne ville have det.”

I modsætning til Lars Christensen er det endnu længere tid siden, at Christian Jacobsen har været ude at køre race i Casinoportalen Clio Cup. Grundet et datosammenfald måtte han sidde over ved sidste løb, og indtil sidste uge havde han kun kørt med sin racerbil på FDM Jyllandsringen og Sturup Raceway.

”Da jeg testede i sidste uge, var det første gang i år, at jeg overhovedet var ude at køre på Padborg Park. Jeg mangler stadig nogle flere omgange til, at jeg får chikanen til at sidde på rygraden. Chikanen føler jeg ikke, at jeg kan køre fuld gas igennem. Der gemmer sig helt sikkert et par tiendedele der,” fortæller Christian Jacobsen. ”Da jeg ikke var med sidste gang, rykkede jeg tre pladser tilbage, og det er også nødvendigt for mig at spare lidt. Da nye dæk ikke betyder så meget på Padborg Park, har jeg valgt at spare dem til et af de senere løb.”

JM Racings tredje faste kører i Casinoportalen Clio Cup har dog denne gang valgt helt at spare på krudtet. For Allan Bengtson (Roskilde) har forårssæsonen været dyrere end forventet, så han har valgt at sidde weekendens løb over.

”Foreløbig holder jeg en lille pause og lejer måske bilen ud til et af løbene, så denne gang skal jeg bare kikke på,” siger Allan Bengtson.

JM Racing


Læs mere om:
  • Christian Jacobsen
  • Lars Christensen
  • JM Racing
  • Padborg Park
  • 19/08/07 - Padborg Park - Clio Cup - DK

  •  
    Reklamer

    Yokohama Advan dæk


    Bruno Hansen Motorsport


    H.I. Auto