Polo Cup - DK   20/08/07

Jacob Ludvigsen fik luft i tabellen i Volkswagen Polo Cup
Dramatik og tæt kørsel i den nye mærkeklasse på Padborg Park
Søndag eftermiddag blev Jacob Ludvigsen, Århus, den første kører, der blev noteret for sejr nummer to i den nye mærkeklasse, Volkswagen Polo Cup.

På Padborg Park var det østjyden, som kom bedst fra start, og da de 12 omgange var tilbagelagt, var det ham, som kom først over målstregen. Da en række af feltets øvrige topkørere sluttede et stykke nede i rækkerne, fik han samtidigt luft omkring sig øverst i tabellen.


Der var dramatik i starten af løbet for Volkswagen Polo Cup, da Claus Thorsen (hvid bil) blev sendt på tværs og ind lige foran Frank Ludvigsen med et sammenstød til følge. På det tidspunkt havde Jacob Ludvigsen allerede lagt sig i front.
(Foto: Birger Vilén - www.euroracer.org)

Jacob Ludvigsen fik dog intet forærende, idet han i den indledende del af løbet blev presset hårdt af Jørn Vestergaard, Esbjerg, der i øvrigt vandt sidste gang, Volkswagen Polo Cup gæstede Padborg Park. Men Jørn Vestergaard måtte dog opgive at følge med Jacob Ludvigsen, og han blev i stedet passet op af Christoffer Østerby, Virum, og Rasmus Klarskov, Kalundborg. Først lykkedes det Christoffer Østerby at få has på Jørn Vestergaard, og med tre omgange igen formåede også Rasmus Klarskov at komme forbi, og dermed sikrede den nordvestsjællandske teenager sig tredjepladsen, hvilket gjorde ham til den hidtil yngste kører på et podium i Volkswagen Polo Cuppen.

Søndagens løb på Padborg Park var præget af både dramatik og tæt kørsel ned gennem feltet.

I starten kiksede Jørn Vestergaard et gearskifte, og da hans bil derfor mistede fart i forhold til de bagvedliggende kørere, kom det til en berøring mellem Joachim Stephansen, Sdr. Omme, og Claus Thorsen, Jyllinge, som sendte sidstnævnte kører på tværs af langsiden og ind foran Frank Ludvigsen, Beder, som ramte ham, så begge måtte udgå på stedet.

Joachim Stephansen fik beskedne skader ved sammenstødet og kunne fortsætte, og han brugte en god del af løbet til at kæmpe med en anden debutant, Roland Poulsen, Padborg. De to skiftede placeringer et par gange, men Joachim Stephansen kom til sidst forbi og kunne erobre fjerdepladsen, mens feltets tredje debutant, Pia Bach, Viborg, besatte tolvtepladsen.

Både Anders Fjordbach, Aalborg, og Kennie Frydkjær-Jensen, Fredensborg, startede løbet fra bageste række – sidstnævnte efter en rulletur under tidtagningen. Men de to teenagere gav godt med gas. Anders Fjordbach kørte sig frem til en ellevteplads, inden han måtte udgå, mens Kennie Frydkjær-Jensen kom i mål som nummer otte.

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • Jacob T. Ludvigsen
  • Padborg Park
  • 19/08/07 - Padborg Park - Polo Cup - DK

  •  
    Reklamer

    Bruno Hansen Motorsport


    H.I. Auto


    Yokohama Advan dæk