Clio Cup - DK   21/08/07

JM Racings Clio-kørere havde farten
Clio Cup- men ikke heldet
Ved weekendens løb på Padborg Park var JM Racing i Casinoportalen Clio Cuppen repræsenteret ved Lars Christensen (Christiansfeld) og Christian Jakobsen (Børkop), der kunne fremvise henholdsvis en trettende- og tiendeplads i en weekend, hvor de havde farten, men ikke det store held.

”Jeg synes, at jeg havde god speed i bilen, men det havde de andre også. Jeg var meget glad for min tid i tidtagningen, men da jeg så de andres resultater, så kunne jeg se, at de havde kørt sindssygt stærkt,” siger Lars Christensen. Han satte 16. hurtigste tid, og at der blev kørt stærkt generelt i klassen, blev understreget af, at han bare havde et sekund op til køreren med fjerdebedste tid.

For Lars Christensen sluttede de to heats med henholdsvis en sekstende- og en trettendeplads.

”Jeg synes, at jeg havde god speed i bilen i det andet heat, men jeg mangler stadig en del erfaring, for jeg er lidt for flink, når der er nogle, som gerne vil forbi,” siger han. ”Jeg fik en super god start, hvor jeg startede anden sidst og kom i mål som nummer 13. Der var godt nok nogen, som kørte af, så man kunne lukrere på det.”

Trods en alder på 42 år hører Lars Christensen til blandt den håndfuld kørere i klassen, der har mindst erfaring. Ikke bare i Casinoportalen Clio Cup, men i motorsporten som helhed.

”Jeg har jo stadigvæk kun et års erfaring fra Saxo Cuppen i bagagen, og som mange af de andre har jeg ikke kørt, siden jeg var 16 år, så jeg er meget tilfreds med mit heat 2,” siger Lars Christensen, der arbejder målrettet på at blive skarpere i efterårssæsonen. ”Jeg er på slankekur, og jeg startede for 6 uger siden og har smidt 3,5 kg, og der gør ikke noget, at der smutter 8-9 kg mere. Jeg er jo halvgammel og halvfed. Det halvgamle kan jeg ikke gøre noget ved, men det kan jeg med det halvfede,” ler han.

For hans teamkammerat hos JM Racing var der ikke så meget at le ad. Christian Jacobsen måtte nemlig tidligt trække sig ud af andet heat med en skadet bil.

”Den fik lidt buler. Der er noget styretøj og nogle trækaksler, som er gået i stykker, men vi har endnu ikke helt overblik over skaderne. Det var lidt uheldigt, men jeg var selv ude med riven i første heat, hvor jeg mistede et par pladser,” siger Christian Jacobsen.

”Jeg skulle til at overhale Ulrik Larsen, som havde fået kørt sit spejl af, så han ikke kunne se mig, og så fortrød jeg, da jeg var halvvejs oppe, hvorefter han drejede ind, så han ramte mig. Den var vi vist lige gode om. Hvis jeg bare var fortsat, så havde vi ikke ramt hinanden, og hvis jeg ikke havde forsøgt, så var vi endt to pladser længere oppe, for vi havde stor afstand til de øvrige.”

Det eneste Christian Jacobsen så kunne fremvise – foruden buler – var en tiendeplads fra første heat, hvor han faktisk var hurtig. ”Jeg var sjettehurtigst i første heat. Jeg manglede ikke fart, men jeg var uheldig. Det må snart vende,” slår han fast.

JM Racing


Læs mere om:
  • Lars Christensen
  • JM Racing
  • Padborg Park
  • 19/08/07 - Padborg Park - Clio Cup - DK

  •  
    Reklamer

    Yokohama Advan dæk


    Bruno Hansen Motorsport


    H.I. Auto