Rallycross   21/08/07

Ring Djursland går med fortiden ind i fremtiden
26. august køres der atter rallycross på Ring Djursland efter 26 års pause
Siden 1965 har Ring Djursland eksisteret som racerbane, og gennem alle disse år har den bidraget til den danske motorsportshistorie med mange spændende kapitler. Et kapitel har dog skilt sig markant ud.

Det var æraen fra 1978 til 1981, hvor banen ikke bare udviklede sig til at blive det danske mekka for den dengang forholdsvis nye motorsportsdisciplin rallycross, men også fik en central rolle i den europæiske motorsport, hvor banen hele to gange dannede rammen om afdelinger om Europamesterskabet i rallycross.


For 25 år siden var Ring Djursland en af Europas bedste rallycrossbaner.
(Foto: Finn Bojer)

Nu tager racerbanen ved Pederstrup et stort skridt ind i fremtiden ved samtidigt at tage et skridt tilbage i fortiden. Den 26. august køres der nemlig atter rallycrossløb på Ring Djursland.

”Ideen om atter at køre rallycross på Ring Djursland har stort set været oppe at vende, lige siden den oprindelige bane blev nedlagt,” siger Svend Erik Andersen fra Fonden Ring Djursland Motorsport og Djurslands Motor Klub Autosport, som står bag løbene på banen. ”Snakken har gået på, at det var en skam, at vi ikke havde banen, og det var nogle gode løb, vi i sin tid havde, og så har snakken lidt efter lidt udviklet sig til nogle tanker, der er blevet til nogle ideer, som så blev til en konkret plan.”

I løbet af den seneste måneds tid har entreprenører forvandlet en del af det areal, som har udgjort inderkredsen og græsarealerne mellem langsider og sving på den godt 1,8 kilometer lange asfaltbane, til de elementer, som sammen med noget af den øvrige asfalt skal udgøre Ring Djurslands nye rallycrossbane.

For rallycross er nemlig en god krydsning mellem de traditionelle baneløb og de dramatiske rallyer, for man tager de bedste elementer fra hvert element. Fra baneløbene er det den høje fart, den hurtige afvikling og de tætte nærkampe med 4-6 biler på banen ad gangen. Fra rallysporten er det dramatikken og udfordringerne, når bilerne både hopper og flyver, alt imens de skifter mellem forskelligt underlag.


Ring Djurslands nye rallycrossbane veksler mellem dele af den traditionelle asfaltbane og så de udfordrende løse underlag, som består af knust asfalt.
(Foto: John Jensen)

Rallycrossbanen er også anderledes. Den veksler nemlig konstant mellem fast underlag i form af den gammelkendte asfaltbane og løst underlag i form af knuste, men løse asfaltstykker. Det er alt sammen med til at give nye udfordringer for deltagerne, for det ene øjeblik er vejgrebet perfekt, det næste er det meget begrænset!

Selv om den nye rallycrossbane på overfladen ikke ligner den, der blev brugt til EM-løbene for mere end 25 år siden, så er ånden og sjælen bevaret fra det, som datiden elite betegnede som Europas bedste. Der er lange, lige stræk, hvor der kommer fart på bilerne. Der er de forskellige hop, hvor bilerne er flyvende. Der er de markante niveauforskelle, der både sætter mand og maskine på store prøvelser i kampen om placeringerne.


I sin oprindelige udformning var Ring Djurslands rallycrossbane for over 25 år siden kendt for sine hop. Det er den nye også!
(Foto: John Jensen)

I sidste uge foretog Fonden Ring Djursland Motorsport en lille uofficiel generalprøve, da et par af bestyrelsesmedlemmerne blev sendt på banen for at prøve banen bag rattet af et par racerbiler.

”Den er virkelig sjov, og jeg synes, at den er lige så god, som den gamle bane – så vidt jeg husker,” siger Ole Husum, der er formand for fonden. I sine unge dage kørte han nemlig også på banen til klubarrangementer i en VW Golf.


Sådan er forløbet på Ring Djurslands nye rallycrossbane. Det sorte er det faste underlag, det brune er det løse underlag, og ved punkterne 6 og 7 ser man henholdsvis den normale bane og den såkaldt alternative bane, som anvendes i rallycross.
(Grafik: John Jensen)

Men den 26. august er det den danske elite, som overtager banen. Premieren – eller rettere repremieren – er nemlig sjette afdeling af årets Danmarksmesterskaber i de i alt fem klasser, hvor der køres i alt lige fra de forholdsvis serienære biler i gruppe N-klassen til de heftige firhjulstrukne biler i division 1. Træningen starter klokken 9.00. En time senere går det løs med tidtagningen, og fra omkring klokken 11.00 køres de mange indledende heats, der skal finde frem til deltagerne i finalerne, som startes klokken 15.15.

Fonden Ring Djursland Motorsport

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • Ring Djursland
  • 25/08/07 - Ring Djursland - Danish Endurance Championship

  •  
    Reklamer

    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto