DM Rally   13/09/07

Hurtigste mand får ny rallybil
Karl-Åge Jensen: WRC-biler bør kunne køre rally i Danmark
Når det lørdag morgen går løs i tredje afdeling af danmarksmesterskabet på Bornholm, så sidder vinderne af anden afdeling, Karl-Åge Jensen og Hans Marx, i en ny bil. Den Subaru Impreza S12 WRC-rallybil, som sikrede Karl-Åge Jensen en overlegen sejr på Mors i juni, er solgt.

"Jeg fik et så godt tilbud, at jeg ikke kunne sige nej," forklarer den syvdobbelte danmarksmester. "Det var en pragtfuld bil, men på grund af tekniske problemer havde vi mistet to løb til Deutsche Rallye Serie, som var vores primære mål i år, og da vi ikke længere kunne vinde serien, så var det bare at slå til i en fart, når der nu var en vild hollænder, som bare ville have sådan en."


»Det vil booste dansk rallysport, hvis WRC-biler får lov at køre herhjemme,« siger den syvdobbelte danmarksmester Karl-Åge Jensen inden weekendens DM-løb på Bornholm.
(Foto: Subaru Rally Team DK)

Karl-Åge Jensen er dog ikke færdig med at køre rally for i år: "Jeg har købt en Subaru Impreza WRX gruppe N bil, som jeg stiller op med i resten af årets DM-rallies, så nu bliver jeg konkurrent til Christian Jensen, der kører teamets anden bil, smiler Karl-Åge Jensen og tilføjer: "Teamet kører for, at Christian Jensen skal så højt op på podiet som muligt, og det kan vi forhåbentlig hjælpe med."

Det betyder, at Subaru Rally Team DK kommer med to helt identiske biler til ralliet på lørdag, hvor Bornholm lægger små, snoede asfaltveje til et løb, alle danske rallykørere ser frem til.

"Vi glæder os meget til de bornholmske veje, som siges at være fremragende," udtaler Christian Jensen, der i øjeblikket ligger på andenpladsen i danmarksmesterskabet sammen med Søren Tøndborg i sin Subaru Impreza N12b. "At Karl-Åge og Hans kommer i en bil magen til, gør ikke noget, vi vil naturligvis forsøge at slå dem," smiler den talentfulde kører, som ikke tænker på, om de to Subaruhold kommer til at tage point fra hinanden i de tre sidste løb i år. "Vi vil satse på at få to Subaruer i top 3 i hvert løb, og så tager vi resten der fra."


Christian Jensen ligger på andenpladsen i sin Subaru Impreza N12b, når tredje løb til danmarksmesterskabet starter på lørdag på Bornholm.
(Foto: Subaru Rally Team DK)

Karl-Åge Jensen har dog ikke opgivet at køre rally i en WRC-bil. "Til efteråret kommer der flere biler til salg fra Prodrive, som står for Subarus indsats i verdensmesterskabet. Det kan godt være, vi køber en at køre med til næste år, det er en oplevelse, som jeg kunne ønske, flere danskere prøvede. Men det kræver, at Dansk Automobil Sports Union giver WRC-biler en generel tilladelselse til at deltage i rallies herhjemme. Jeg er ikke i tvivl om at en håndfuld WRC biler i front af et dansk rally vil booste dansk rallysport yderligere, nu hvor sporten takket være fritagelsen for registreringsafgift er i fremgang efter nogle magre år," slutter Karl-Åge Jensen.

Bornholms DM-rally er 338 km langt med 137 km hastighedsprøver og varer fra kl. 9 til 18 med rallycentrum på Almegårds Kaserne.

Kørerne i Subaru Rally Team DK:

Karl-Åge Jensen, rallykører:
Med 7 DM titler i træk i årene 1996-2002 i gruppe N har Karl-Åge Jensen sat en enestående rekord i dansk rally.
Karl-Åge Jensen er familiefar og direktør i filmkoncernen Scanbox Entertainment A/S. Siden 1989 har han også været med i ledelsen af Viborg FFs deltagelse i Superligaen i fodbold. Med så mange jern i ilden har Karl-Åge Jensen bevist, at han er stærk under pres, og at han kan holde hovedet koldt under de 125-200 kilometer hastighedsprøver, som indgår i et rally.

Hans Marx, co-driver:
Hans Marx dirigerer Karl-Åge Jensen gennem alle sæsonens mange kilometer hastighedsprøver. Vejforløbet beskrives med noter, hvor svingene oftest er gradueret på en skala fra 1 til 5. Hans Marx nyder ry som en meget dygtig og rutineret co-driver. Teamet har endnu til gode at høre de to kørere skændes. Hans Marx arbejder som bankmand med fast bopæl i Luxembourg, og han kender derfor motorvejene mellem Danmark og Luxembourg særdeles godt.

Christian Jensen, rallykører:
Salgschef hos Plantas, ejer af CC-Cars, som sælger og køber klassiske biler. Christian Jensen bor i Ans, er samlevende og har to børn. Han betragtes som et stort talent, der inden for det sidste år har fundet sin vinderformel. Blev nr. 3 i DM i rally 2006 i en Subaru Impreza N10, og blev i 2002 kåret som årets rallytalent. 2007 er året, hvor talentet skal indfries.

Søren Tøndborg, co-driver:
Sælger i maskinforetning i Viborg. Har kørt motorløb i 15 år, heraf rally i de sidste 9 år. Søren Tøndborg er også en erfaren løbslægger, der bruger en del af sin fritid på at lave motor løb for Kjellerup Motorklub.

Subaru Rally Team DK
Michael Eisenberg


Læs mere om:
  • Bornholm
  • 15/09/07 - Bornholm - DM Rally

  •  
    Reklamer

    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport