DTC-titlen nu en kamp mellem Michael Nykjær, Jan Magnussen og John Nielsen Chevrolet Motorsport Danmark gjorde rent bord ved årets syvende og næstsidste afdeling af Danish Touringcar Championship på Padborg Park. Pontus Mörth, Sverige, lagde ud med at vinde lørdagens Super Pole-konkurrence, som han kunne udnytte til at vinde kvalifikationsheat 1, hvorefter Henrik Lundgaard, Hedensted, i kvalifikationsheat to kørte sig forbi manden på pole position, Robert Schlünssen, Tyskland, og vandt sin anden sejr på tre uger.
Pontus Mörth satte så trumf på i finalen, hvor ingen var i stand til at følge ham, og det var ikke bare Chevrolets første finalesejr, han erobrede. Det var også den første for svenskeren, som har været med i Danish Touringcar Championship siden 2003.
Pontus Mörth var hurtigste mand på Padborg Park. Her fører han foran Michel Nykjær i finalen (Foto: Birger Vilén - www.euroracer.org)
”Jeg har kæmpet i mange år, og specielt i år har vi været godt kørende her to gange, og det var skønt at få lov til at vinde en finale. Det er godt, at det er andre end BMW og Seat, som kan vinde i DTC,” sagde dagens glade vinder, der viste stort overskud.
”Bilen fungerede jo godt, og vi har været meget hurtige på Padborg, men vi har aldrig ramt det helt rigtigt. Vi har ikke tidligere ramt den gode omgang i tidtagningen, og så har der været andre ting, som har gjort, at vi er endt længere nede. Men nu stemte alting. Det var lidt som en ketchup-effekt, hvor ingenting havde stemt, og nu stemmer alt.”
Sejren til Pontus Mörth og Henrik Lundgaards tredjeplads i finalen gjorde, at Chevrolet Motorsport tog et kænguruspring i teammesterskabet, så man nu indtager andenpladser efter Team Essex. Men hverken Mörth eller Lundgaard har nogen chance i kørernes mesterskab, hvor antallet af titelkandidater ved Padborg Super Prix blev reduceret til tre: Michel Nykjær, Tappernøje, Jan Magnussen, England, og John Nielsen, Horsens.
Sidstnævnte kunne slet ikke få fart i sin bil og ledte efter en forklaring, mens Jan Magnussen var tydeligt mærket af sine
55 kg succesballast og valget af en tungere sekventiel gearkasse. Det blev til to fjerdepladser, hvor han dog gennem det meste af finalen pressede hårdt på overfor Henrik Lundgaard.
I finalen gik Pontus Mörth i front foran Michel Nykjær, Henrik Lundgaard og Jan Magnussen, mens Jens Edman og Michael Outzen forsøgte at holde de førendes tempo (Foto: Birger Vilén - www.euroracer.org)
”Det var nok det bedste, jeg kunne få ud af det med den bil, jeg havde,” sagde Jan Magnussen. ”Jeg følte virkelig, at jeg havde en bil, jeg kunne vinde med, men vi var simpelthen for langsomme ned ad langsiden. Bilen kørte utrolig godt på resten af banen, og jeg kunne bremse med den, selv om jeg havde vægt, og dækkene holdt. Men når vi kommer på Jyllandsringen til finalen, vil vi være 50 kg lettere, fordi vi ikke kører med den 6-trins gearkasse, og jeg bliver vist lettere end Michel, og så har vi en god dæksituation.”
Mesterskabsmæssigt endte Michel Nykjær med at blive den største triumfator, da han med bl.a. en andenplads i finalen formåede at udbygge sin mesterskabsføring fra otte til 27 points inden finalen om tre uger.
”Jeg kan ikke helt forstå det endnu,” var Michel Nykjærs kommentar til situationen. ”Vi er utroligt glade, men vi kan ikke forstå, at Team Essex halter så meget bagud denne her weekend. Det var dejligt at kunne køre fra Magnussen og køre, som jeg gjorde. Der var olie på banen til sidst, og det var også det, der gjorde, at jeg kunne komme forbi Lundgaard til sidst, for han røg ud i det, hvor jeg var heldig at få drejet indenom. I de to sidste omgange var jeg uheldig ved at andet gear var smadret. Hvordan jeg kunne holde den placering ved jeg ikke, men jeg har heldet lige i øjeblikket.”
Michael Outzen vandt DTC Cuppen foran Kristian Poulsen (t.h.) og Martin Pedersen (t.v.). Sejren betød, at fynboen nu er sikker på at have vundet privatkørernes mesterskab sammenlagt (Foto: Birger Vilén - www.euroracer.org)
Mens kampen om Danish Touringcar Championship fortsat er åben, så fandt en titel sin ejermand i dag på Padborg Park. Det var privatkørernes interne konkurrence – DTC Cuppen – hvor Michael Outzen, Ringe, med en femteplads i finalen blev bedste privatkører med Kristian Poulsen, Padborg, og Martin Pedersen, Køge, på de to resterende podiepladser.
” Jeg har det rigtig godt lige nu,” sagde Michael Outzen en time efter at være blevet hyldet på sejrspodiet.
”Jeg havde Robert (Schlünssen, red.) foran mig i starten, men jeg kørte ikke med mesterskabet i tankerne, men ville bare gerne vinde DTC Cuppen i dag. Da jeg så havde gjort det, kunne jeg se, at Philip Andersen holdt i sandet udenfor banen, og så begyndte vi at regne på det.”
”Denne her titel er sej. Sidste år løb Philip med den. DTC er jo kongeklassen i dansk motorsport, og kan jeg være med oppe foran og så vinde privatcuppen, så er det en fed følelse.”
Morten Alstrup Læs mere om: 23/09/07 - Padborg Park - Danish Touringcar Challenge |