Clio Cup - DK   24/09/07

Petter Granlund mester i Casinoportalen Clio Cup
Clio CupMartin Clausen weekendens hurtigste mand i mærkeklassen
Der var to kørere, som var i fokus ved weekendens løb i Casinoportalen Clio Cup. Den ene var lokalmatadoren Martin Clausen, Skærbæk, der endnu engang var hurtigste mand på Padborg Park og ikke lod nogen slippe uden om sin røde racerbil.

Den anden var deltageren med den længste rejseafstand, nemlig Petter Granlund, Norge, som opnåede højdepunktet på sin 2007-sæson, længe inden den er slut. Han sikrede sig nemlig den sammenlagte sejr i Casinoportalen Clio Cup.


Petter Granlund fortsatte på Padborg Park sin imponerende rekordrække med fjorten pointscorende løb i træk, og han kan nu kalde sig vinder af Casinoportalen Clio Cup 2007.
(Foto: Birger Vilén - www.euroracer.org)

Nordmanden har været stabiliteten selv i denne sæson, og ved løbet i Sønderjylland fortsatte han sin imponerende statistik med at score points i begge søndagens løb, så han fortsat er den eneste kører, der er kommet på tavlen i samtlige 14 hidtil kørte løb i denne sæson. En af dagens pointscorer endte faktisk med at blive en maksimumscore, hvilket var stærkt medvirkende til forhåndsafgørelsen på mesterskabet, der nu er den tredje titel i det tredje land, som Petter Granlund har vundet i en mærkeklasse. De to første titler blev sikret i henholdsvis Norge og Sverige.

Men maksimumscoren i dagens første heat var dog ikke udtryk for, at Petter Granlund kom først over målstregen. Den ære tilfaldt Martin Clausen, som imidlertid havde tyvstartet og dermed intet fik ud af sin start-mål føring. Men så snart det stod klart for sønderjyden, at han ville blive tillagt 20 strafsekunder for forseelsen, satte han bare tempoet yderligere op, og det lykkedes ham at oparbejde et så stort forspring, at han alligevel endte løbet på en tiendeplads. I dagens andet heat var der derimod ingen slinger i valsen, og han kunne tage en sikker sejr med et sekunds forspring.

Martin Clausen var dog ikke ene om at tyvstarte. Bjørn Smedegaard Laursen, Nimtofte, begik samme fadæse, og dermed viste hans kamp i top fem sig også som nytteløs, idet han blev rykket tilbage på en meget sekundær fjortendeplads.

Er mesterskabet allerede placeret i Casinoportalen Clio Cup, så er der stadig stor åbenhed om de to sidste medaljeplaceringer. Jacob Kristensen, Selling, kørte to solide andenpladser hjem, mens Brian Mikkelsen, Vejle, på tilsvarende vis fik et par tredjepladser, og dermed ligger de nu på hver sin side af Martin Clausen i tabellen, bare adskilt af otte points!

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • Martin Clausen
  • Petter Granlund
  • Pro-Four-Racing
  • Padborg Park
  • 23/09/07 - Padborg Park - Clio Cup - DK

  •  
    Reklamer

    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto