DM Rally   02/10/07

Rally DM afgjort før sidste afdeling
Danmarksmesterskabet i rally blev afgjort før tiden. Morten Karl (Ålborg) og Niels Jørgen Iversen (Løgstrup) kan ikke længere hentes i den samlede stilling.

DM i rally afvikles over 5 afdelinger, men allerede i 4. afdeling, som blev kørt lørdag på vejene omkring Odder, kunne Morten Karl og Niels Jørgen Iversen sætte sig på titlen. Parret var endda i stand til selv at afgøre det. En sejr ville bringe dem udenfor alle konkurrenternes rækkevidde.

Regnvåde og fedtede veje bød de 67 startende rallyhold på en særdeles barsk oplevelse og mandefaldet på de 8 hastighedsprøver var usædvanligt højt. Hele 30 hold måtte opgive før tid - mange efter at være løbet tør for asfalt.


De nye danske mestre i rally Morten Karl og Niels Jørgen Iversen var lavt flyvende i weekendens DM rally.
(Foto: Protech Sport Danmark)

Men i Morten Karl og Niels Jørgen Iversens Mitsubishi var der ikke megen slinger i valsen. Kun et lille besøg udenfor vejen på den første hastighedsprøve og den oplevelse tjente som en påmindelse om, at nu skulle tøjlerne altså holdes stramme resten af vejen. Det blev de og en sikker sejr i årets 4. DM-rally var i hus. Dermed kan de to ikke længere indhentes i den samlede DM-stilling.

Mesterskabet er et resultat af en ualmindelig stabil sæson, hvor Morten Karl og Niels Jørgen Iversen indtil videre har vundet samtlige DM-rallies. Og det endda i en sæson, hvor det faktisk slet ikke var meningen, at de skulle køre. Morten Karl havde sat bilen til salg, men da den rigtige køber ikke dukkede op, enedes man om at køre DM-rallies "så længe det gik godt". Og indtil videre har makkerparret så kørt sig til DM-titlen

Protech Sport Danmark


Læs mere om:
  • Morten Karl
  • Niels Jørgen Iversen
  • Protech Sport Danmark
  • Aarhus
  • 29/09/07 - Aarhus - DM Rally

  •  
    Reklamer

    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto