Clio Cup - DK   17/10/07

Tilfredsstillende afslutning
Clio Cup- for JM Racings Clio-kørere
Målsætningerne blev opfyldt for JM Racings to deltagere, da årets sidste løb i Casinoportalen Clio Cuppen blev kørt i weekenden på FDM Jyllandsringen. Christian Jakobsen (Børkop) opnåede karrierens og sæsonens næstbedste resultat med en fjerdeplads, mens Lars Christensen (Christiansfeld) kørte sit hidtil bedste resultat hjem, da han blev nummer ni i årets sidste løb i den hårde mærkeklasse.

”Jeg sagde jo, at jeg skulle have en fjerdeplads, og det fik jeg også,” siger Christian Jakobsen spøgende om den profeti, som i starten ikke så ud til at ville gå i opfyldelse. ”Jeg har aldrig nogensinde kørt 1.15,9, som jeg gjorde i tidtagningen, og da jeg kørte ind og parkerede, fordi jeg regnede med at have kørt en god tid, fik jeg at vide, at jeg bare var tier. Der blev virkelig kørt stærkt, men banen var også til det.”

Det første af weekendens to heats for Casinoportalen Clio Cup endte med at blive et spørgsmål om overlevelse for Christian Jakobsen, da Martin Clausen tabte olie, som han ramte. Det gav en mere eller mindre uigennemsigtig forrude samt et spin, men i mål kom han dog på en tiendeplads.

”I andet heat fik jeg en kanonstart,” fortæller Christian Jakobsen. ”Så var der et par uheld foran mig, og da jeg fik overhalet et par stykker, lå jeg lige pludselig firer, og så skulle den bare køres hjem. Det var en god måde at slutte af på, for det var lige, hvad jeg trængte til. Jeg er allerede frisk på en ny sæson.”

For Lars Christensen var der også tale om en god sæsonafslutning, selv om han for anden gang i år måtte indkassere en stop & go for at have tyvstartet.

”Jeg tænkte, at den røde lampe havde været tændt så længe, at den snart måtte gå ud. Så håbede jeg på, at de ikke ville opdage det, men det gjorde de ikke,” siger Lars Christensen. ”Men nu skal det også være slut med at tyvstarte.”

Tyvstarten og straffen betød, at Lars Christensen sluttede på præcist samme placering, som han var startet løbet – en femtendeplads – men i andet heat gik det fremad. Her blev det til en niendeplads.

”Det gik som jeg havde håbet på. Jeg håbede på at ende omkring top 10, og det gjorde jeg så i heat to. Det var dejligt at få den afslutning med godt vejr. Så kan vi ikke forlange mere,” slutter Lars Christensen.

JM Racing


Læs mere om:
  • JM Racing
  • Jyllandsringen
  • 14/10/07 - Jyllandsringen - Clio Cup - DK

  •  
    Reklamer

    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto