To kørere havde muligheden for at vinde Gruppe 1-mesterskabet, da Special Saloon Car-feltet i weekenden kørte de sidste to afdelinger på Jyllands-Ringen. Michael Klostermann førte klassen med 34 points ned til Klaus Ellmies, så den sønderjyske Mercedes-kører havde ikke mange chancer for at tage titlen. De to tidtagninger gav overraskelser. Michael Klostermann tog pole position til første heat, og Klaus Ellmies til det næste. Overraskende - og hvor var Lars Schönemann? "Jeg mangler vejgreb", konstaterede han tørt. "Vi har ikke flere nye dæk, så det er sværere og sværere at stå fast derude. Men nu ser vi om ikke vi kan finde nogle mindre brugte dæk til de to løb." Jørgen Hansen har endelig fået sin BMW til at køre igen, og beviste det ved at kvalificere sig lige efter Schönemann i hvert heat.
Hvis man mente at der var spænding om gruppe 1-mesterskabet inden weekenden, sørgede Michael Klostermann for at gøre det hele endnu mere spændende. "Jeg kom rigtig godt fra start, men så oversatsede jeg i første sving. Af en eller anden grund glemte jeg, at dækkene var kolde, og jeg endte i sandkassen med en ødelagt køler", sukkede den lange racerkører da han efter løbet betragtede sin sandfyldte bil.
Endelig fik Michael Klostermann sikret sig mesterskabet i Gruppe 1. (Foto: Spider-Web.dk & Torben Toft)
Christian Vejby har fundet rytmen med sin nye BMW 320i E46. Han kvalificerede sig som nummer 6 og 7, og i første heat endte han på 7. pladsen efter Martin Marrill. Peter Vesti fik endelig sin Toyota Supra på banen, og med 450 turboheste under hjelmen, leverede han flotte accelerationer og udskridninger med det gule lyn. Men det var ikke den eneste nye bil i denne weekend. Klas Høj kom i sin ex-DTC Hyundai Coupé, Niels Chr. Christiansen havde fået fat i en ex-DTC Toyota Corolla, og Bjarne Mortensen kom med sin clubrace-Peugeot 205.
Klas Høj gav sin Hyundai Coupé SSC-debut til finalen. (Foto: Spider-Web.dk & Torben Toft)
Hvor det første løb ikke gav den store spænding, var der en intens stemning i pitten forud for søndagens - og sæsonens - sidste Special Saloon Car-løb. Kunne Klostermann holde adrenalinen nede og fornuften kørende, eller ville Ellmies kunne tage mesterskabet?
Da starten gik, kørte Schönemann afsted med det samme. Jørgen Hansen og Klaus Ellmies fulgte efter, mens Michael Klostermann ikke pressede bilen for meget. Jørgen Hansen måtte udgå på første omgang, og Ellmies overtog pladsen efter Schönemann. Lidt længere tilbage, kørte Michael Klostermann alt hvad han kunne, men en alarm for overophedet motor fik ham til at sætte tempoet lidt ned. "På 4. omgang fik jeg en alarm for høj motortemperatur, så jeg satte farten ned for ikke at risikere noget", fortalte han. "Martin (Marrill, red.) fik lov til at smutte forbi, men da Christian Vejby kom tæt på, kørte jeg et par hurtige omgange for at holde ham bagved."
Andreas Brejner’s Audi S2 er skræmmende hurtig på langsiden. (Foto: Spider-Web.dk & Torben Toft)
Der var ikke de store dueller på banen i denne weekend, men da målstregen blev krydset for sidste gang, var der blot 2,3 sekund fra Peter Vesti til Lars Andersen. Mellem dem lå Claus Klostermann, Simo Klok og Morten Schmidt - så der var stadig kamp om pladserne.
Man må nok sige, at 2007-sæsonen har været den mest spændende i flere år. Med et fuldt felt til Grand Prix Danmark i september, blev der sat en streg under, at Special Saloon Car er en af de mest interessante klasser i Danmark. Det er en glædelig udvikling, især fordi man også kan se, at publikum bliver på banen for at se SSC køre - selvom søndagens enlige løb ligger efter det sidste DTC-løb.
Niels Chr. Christiansen har skiftet Nissan’en ud med en Toyota Corolla. (Foto: Spider-Web.dk & Torben Toft)
Special Saloon Car Danmark vil gerne sige tak til alle, der har været med til at gøre klassen så populær, som den er blevet i år. Vi håber og regner med, at klassen vokser til næste sæson, og at der kommer endnu flere spændende biler på banen.
Special Saloon Car Spider-Web.dk Kim Gripping Læs mere om: Jyllandsringen14/10/07 - Jyllandsringen - Special Saloon |