207 Spider Cup DK   22/03/08

Første test forløb planmæssigt
207 Spider Cup- for Team Aarhus Racing
Team Aarhus Racing testede for første gang deres splinternye Peugeot Spidere i tirsdags på Jyllandsringen. Trods det kolde vejr og en enkelt snebyge, forløb testen ganske godt. Steffen Møller og Nicolai Stampe fik begge vigtige og lærerige kilometer i kroppen.

”For det første var det fantastisk at komme bag rattet igen efter en lang vinterpause. Det tog mig lidt tid at vænne mig til bilen, der er bygget af en rørramme i modsætning til den kulfibermonocoque, som mine tidligere Formel Renaulter har været opbygget af, men Peugeot Spideren er utrolig underholdende, når man finder den rette balance. Jeg håber og tror på, at vi får tæt og publikumsvenligt race i 2008” udtalte Steffen Møller efter testen.


(Foto: Tanja Aabo)

For Team Aarhus Racing er målet for 2008 klart! De går efter guldet i det samlede mesterskab, og kommer i år med et flottere og større setup end nogensinde. ”Vi har bygget lastbilen om, og investeret i en helt ny hospitality-afdeling. Vi får rigtig mange gæster på de danske racerbaner i år, og ønsker at give dem noget ud over det sædvanlige” udtaler teamejer Niels Brøchner.

Hjemme på værkstedet på Runetoften er der også sket forandringer. To mand er nu fastansat og arbejder fuld tid på bilerne. Som engineer får teamet Allan Brøchner hjem fra New Zealand i næste uge. Han har arbejdet hele vinteren med Formula Toyota, og kommer hjem med en masse erfaring, som der selvfølgelig kan gøres brug af på de danske baner.

Team Aarhus Racing tester igen den 27. marts, samt den 7. og 8. april, hvor Steffen Møller og Nicolai Stampe systematisk skal finde et basis-setup på bilerne.

”Vi har valgt at tage to dage i træk på Padborg, så vi kan få afprøvet en masse småting inden sæsonstart. Det er dejligt at køre i en bil, hvor vi for første gang kan teste alt det vi vil, uden at skulle tænke over miljøregler, idet Peugeot Spideren er utrolig let at støjdæmpe til de danske støjgrænser” siger Steffen Møller, der i år fungerer som frontløber for Nicolai Stampe.


(Foto: Benny Rasmussen)

”Nicolai er efter kun en sæson i teamets BMW forholdsvis ny i racerverdenen, men jeg tror på, at han kan blive rigtig hurtig! Jeg har haft fornøjelsen af at se ham teste Formula Renault på Hungaroring. Jeg var meget imponeret over hans evne til at lytte og omdanne til resultater, og tror på at han kan blande sig hvor det gælder når sæsonen starter på Jyllandsringen den 3. og 4. maj” slutter Steffen Møller.

Inden da kan du opleve Team Aarhus Racing på hjemmebane, når de holder Teampræsentation for pressen og andre nysgerrige på Runetoften 22 , lørdag den 29. marts kl. 11:00.

Team Aarhus Racing


Læs mere om:
  • Nicolaj Stampe
  • Steffen Møller
  • Team Århus Castrol Racing
  • Jyllandsringen

  •  
    Reklamer

    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport