Bilsport kan blive værdifuld i dagligdagen Bilsport forbinder man normalt med brølende motorer, masser af hestekræfter og høj fart, hvor sporten blot dyrkes for sportens skyld alene. Men bilsporten er også værdifuld i dagligdagen. Mange af de tekniske finesser, der findes i bilerne nu om dage, har deres udspring og oprindelse i bilsporten, men selv om det er bilfabrikkerne, der står bag de mange sikkerhedsmæssige forbedringer, kan man som almindelig bilist også få et konkret og ligefrem økonomisk udbytte af selv at deltage i sporten.
En af bilsportens discipliner hedder Eco Rally, og her drejer det populært sagt om at skynde sig langsomt. I Eco Rally gælder det nemlig om at køre en fastlagt rute igennem indenfor et bestemt tidsrum, men vel at mærke uden at bruge mere brændstof end højst nødvendigt. Man skulle tro, at det var en let sag, for man kan vel bare køre med mindre tryk på speederen end normalt? Men helt så enkelt er Eco Rally ikke, og det vil man selv kunne prøve, om ikke på egen krop, så dog i sin egen bil, når tre af klubberne under Dansk Automobil Sports Union søndag den 30. marts klokken 11.00 afholder Eco Rally tre steder i landet.
Her kan alle bilister, hvad enten de vil prøve kræfter med denne specielle form for bilsport eller blot har lyst til at blive bedre til at spare på de dyre dråber, deltage i løbet uden anden omkostning end den benzin eller diesel, som de anvender til at køre løbet. De eneste betingelser, man skal opfylde udover at medbringe sin bil, er at tilmelde sig løbet via klubbens hjemmeside og tage en bekendt med, der kan guide en ved hjælp af det udleverede kortmateriale.
Tre steder i Danmark vil man søndag den 30. marts kunne stifte bekendtskab med Eco Rally, og her bliver det muligt for almindelige bilister at prøve en af bilsportens discipliner af og samtidig køre mere økonomisk. (Foto: Åge Kirketerp Jensen)
De ruter, som Motor Klubben Centrum, Horsens Automobil- & Motor Klub og Aarhus Automobil Sport hver især har planlagt, vil alle være godt 120 kilometer lange, og af hensyn til konkurrencen kan der ikke afsløres alt for mange detaljer om dem. Det ligger dog fast, at ruten ikke bare består af snorlige landevej i fladt terræn, der er de mest økonomiske forhold at køre bil under. Der veksles mellem kørsel i og udenfor bymæssig bebyggelse. Vejene består som regel af asfalt, men der er også indlagt enkelte stykker grusveje på ruten, men ikke mere end hvad man er vant til som bilist.
Alligevel kan man komme til at opleve udfordringer, der med garanti vil gøre en til en bedre og mere økonomisk bilist. I Eco Rally gælder det om at forudse trafikken og terrænet, så man undgår unødvendige opbremsninger og accelerationer. Man skal holde speederen i ro, men alligevel køre lige netop så hurtigt, at man når frem til tidskontrollerne i tide. I det hele taget er det en balanceakt, og selv om man måske ikke i første forsøg kommer til at beherske disciplinen ligesom sportens drevne deltagere, vil man med garanti kunne spare 20 % af sine brændstofudgifter ved at lægge sine uvaner om til grøn kørsel.
Fakta om de tre arrangementer
- Østjylland:
Løb: Aarhus Automobil Sports Shell Kursusløb.
Startsted: Shell, Skanderborgvej 19, 8362 Hørning.
Starttid: Søndag den 30. marts 2008 klokken 11.00.
Arrangør: Aarhus Automobil Sport.
Kontaktperson: Hans Ole Nielsen, Hejlskovvej 27, 8544 Mørke. 86 99 77 00. hobyg@jubii.dk
Tilmelding/nærmere info: www.eco-rally.dk og www.bilsport.dk.
- Trekantområdet:
Løb: Horsens Automobil- & Motor Klubs Public økonomiløb.
Startsted: Autohuset Vestergaard, Flegmade 10, 7100 Vejle.
Starttid: Søndag den 30. marts 2008 klokken 11.00.
Arrangør: Horsens Automobil- & Motor Klub.
Kontaktperson: Preben Jepsen, Løsningvej 10, 8722 Hedensted. 40 13 12 50. preben@hamk.dk
Tilmelding/nærmere info: www.eco-rally.dk og www.hamk.dk.
- Fyn:
Løb: Motor Klubben Centrums Suzuki Eco rally kursus.
Startsted: Bilcenter Fyn, Peder Wesselsvej 11, 5220 Odense SØ.
Starttid: Søndag den 30. marts 2008 klokken 11.00.
Arrangør: Motor Klubben Centrum.
Kontaktperson: Hans Oluf Nielsen, Carl Nielsensvej 49, Nr. Lyndelse, 5792 Årslev. 23 61 03 79. hansoluf@nielsen.mail.dk
Tilmelding/nærmere info: www.eco-rally.dk og www.mkc-sport.dk. Morten Alstrup |