En tyvstart i søndagens DTM-løb på Oschersleben ødelagde alle Tom Kristensens chancer for et topresultat. Danskeren blev korrekt idømt en drive through, og efter denne ekstra tur gennem pitten var alle muligheder for en plads i pointene minimale. For at gøre ondt værre blev Kristensen sidst i løbet involveret i et sammenstød med den unge Mercedes-kører Maro Engel, hvilket betød en afkørsel og et stk. ødelagt Audi A4-racer.
(Foto: Natascha Gordon Kristensen)
”Det eneste positive at sige fra denne weekend er, at jeg nu har ført begge sæsonens DTM-løb,” sagde Tom K galgenhumoristisk efter løbet.
”Tyvstarten var den første i karrieren, og helt ærligt aner jeg ikke, hvad der skete. Jeg var rimeligt rolig, men min finger må være smuttet, for pludselig hamrede jeg bare af sted. Efter min drive trough fik jeg overhalet de bageste lidt efter lidt, hvilket gav nogle intense øjeblikke. Min højre bagsplitter blev revet af, men alligevel fik jeg hentet ind på dem foran. Mit andet pitstop kiksede desværre og blev dobbelt så langt som normalt, og så røg jeg ned i feltet igen. Fem omgange før mål overhalede jeg Engel med det inderste sæt hjul på græsset i en højrekurve, og herved må jeg have fået samlet noget skidt på dækkene. En halv omgang senere gik jeg igennem en hurtig chikane, da en ordentlig klump opsamlet dækgummi rev sig løs, så jeg røg ud i rabatten. Jeg fik reddet bilen og kom ind på banen igen, men desværre kunne Engel ikke undgå mig. Vi røg begge af banen og måtte som de eneste i dag udgå, så alt i alt var det et løb til glemmebogen. Det positive er, at jeg havde speeden i dag til en sejr, og uden tyvstarten var jeg formentlig endt på podiet igen. Nu vandt i stedet min teamkollega Timo Scheider karrierens første DTM-sejr, og stort til lykke med det. Timo var hele weekenden hernede ekstremt hurtig, og han bliver nu en yderst seriøs kandidat til mesterskabet, mens jeg med nul point i dag har forringet mine egne chancer,” erkender Kristensen.
(Foto: Natascha Gordon Kristensen)
På trods af afkørslen i dag kan Kristensen glæde sig over endnu en dobbeltsejr til Audi over ærkerivalerne fra Mercedes, ligesom han sammen med Scheider fører team-mesterskabet i DTM.
TomKristensen.com Nils Finderup Læs mere om: 20/04/08 - Oschersleben - DTM |