Le Mans Series   26/04/08

Team Essex har fundet formen til løbet
Team Essex deltager i weekenden i anden afdeling af Le Mans Series på Monza, og atter har det danske team vist sig at høre hjemme blandt topmandskaberne i LMP2-klassen.

Når 1000 km-løbet søndag middag skydes i gang på den legendariske italienske Grand Prix-bane, starter den blå Porsche RS Spyder som nummer tre blandt LMP2-mandskaberne. Men træningen har vist, at der er fart til mere.

”Efter de to træninger i går foretog vi nogle småændringer på opsætningen af bilen, og efter at vi kørte i den her til morgen, var vi slet ikke i tvivl om, at det er de ændringer, der har forvandlet vores form så meget, at vi nu kan matche de andre mandskabers fart i klassen,” fortæller John Nielsen.


(Foto: TeamEssex.dk)

Lørdagen begyndte med en fri træning over 60 minutter, og her lykkedes det for første gang i denne sæson Team Essex at sætte bedste tid af alle i LMP2-klassen. Men det danske team måtte desværre afgive tiden igen, da man på et senere tidspunkt under træningen missede en chikane, hvilket traditionelt koster fratagelse af bedste opnåede tid.

Også i kvalifikationen lagde man godt ud. Imidlertid blev der meldt om rødt flag på teamets første flyvende omgang, hvilket gjorde, at Casper Elgaard slap speederen, og på de næste to flyvende omgang blev han plaget af trafik.

”Pole position er sjovt at dyste om, men det er altså løbet, vi kæmper for at vinde,” siger Casper Elgaard. ”Kan vi få et problemfrit løb i morgen, så har vi også chancen for at gøre det.”

Og netop et problemfrit løb er alfa og omega i Le Mans Series, for med en distance på 1000 km og en varighed på mere end fem timer gælder det hele tiden om at holde racerbilen kørende.

TeamEssex.dk


Læs mere om:
  • 27/04/08 - Monza - Le Mans Series

  •  
    Reklamer

    Yokohama Advan dæk


    Bruno Hansen Motorsport


    H.I. Auto