Man starter som lille og så bliver man stor, men nogle mennesker gør bare tingene hurtigere end andre. For to år siden blev Nicki Thiim dansk mester i Formel Ford og året efter da blækket på hans kørekort dårligt var blevet tørt, gav han i sit første løb i en DTC-bil John Nielsen kamp til stregen på Padborg Park til publikums udelte fornøjelse. På samme tid begyndte han at slå sine folder i den tyske serie for SEAT Supercopa, hvor man hurtigt begyndte at lægge mærke til, at den unge mand nok lavede fejl men kørte forrygende hurtigt og tog ved lære.
Trenden fortsætter tilsyneladende i år, hvor han allerede efter to løb har bragt sig i spidsen af det tyske SEAT Supercopa mesterskab. Trods et stramt program, så bliver der alligevel tid til en afstikker for at køre et løb eller to i Danmark, og i denne weekend lykkedes det at finde plads til at deltage i Peugeot 207 Spider Cup.
Sammen Tommy Schröter skulle bilen med startnummer 17 gerne køres frem i feltet fra startplaceringen som nummer 12. Måske ikke den letteste opgave, når man endnu ikke har kørt en meter i bilen, men sådan var betingelserne. Tommy lagde ud og avancerede støt og roligt op gennem feltet og kom ind til tankning og kørerskift på en syvendeplads.
Nicki lagde forsigtigt ud med tider, der matchede Tommys, men efterhånden som følelsen med bilen kom, begyndte tiderne at falde. Pludselig begyndte bilen at få udsættere og først efter lang tids søgen lykkedes det mekanikerne at finde fejlen: En ledning var faldet ned på motoren og smeltet.
Da den ødelagte ledning var skiftet, kørte Nicki på banen igen, og derfra lå tiderne næsten konstant under 54 sekunder per omgang. Absolut flot når det er første gang man kører en bil med centermotor på Ring Djursland.
Efter løbet konstaterede en svedig Nicki Thiim: - Bilen er sjov og hurtig. Det er selvfølgelig surt at blive ramt af en teknisk defekt, men det er nu engang en del af sporten. Når mekanikerne har fundet og udbedret fejlen, er det vigtigste, at jeg husker at køre med hovedet og ikke kun med højrefoden, så deres arbejde ikke bliver spildt mod barrieren.
Nicki Thiim
Læs mere om: Nicki ThiimTommy SchröterRing Djursland10/05/08 - Ring Djursland - Danish Endurance Championship |