Bjørn Smedegaard og Martin Clausen var hurtigst, men tyvstartede Per Poulsen, Årup, blev sæsonens tredje forskellige vinder i Renault Clio Cuppen, da han på Ring Djursland kom først over målstregen. Fynboen var også hurtigste mand i tidtagningen, og baseret disse fakta kunne det give indtryk af en walk over for ham, men det var det ingenlunde. Per Poulsen var nemlig så uheldig at komme for sent til start til første løb, hvorfor han i modsætning til de fleste af konkurrenterne kun fik en i stedet for to opvarmningsomgange. Han præsterede da heller ikke dagens bedste start, da han kom dårligt af sted, så han efter det første sving var blevet passeret af både Martin Clausen, Skærbæk, og lokalmatadoren Bjørn Smedegaard Laursen, Nimtofte.
Bjørn Smedegaard og Martin Clausen var først af sted på den kuperede Ring Djursland. Men begge havde tyvstartet, hvorfor Per Poulsen (nummer tre på billedet) tog den første af to sejre. (Foto: Birger Vilén - www.euroracer.org)
Ingen af disse to kørere fik dog noget ud af deres positioner forrest i feltet, da de begge havde tyvstartet. Det kostede dem hver en stop & go, og da de endvidere begge kørte for hurtigt i pitten, da de forlod banen for at udstå deres straf, blev de tillige tildelt en strafbane. For Bjørn Smedegaard Laursen stoppede straffene dog ikke her. Han havde et sammenstød med en konkurrent, hvilket kostede han en ny stop & go, hvorfor han sluttede helt nede på 14. pladsen, mens Martin Clausen fik en ottendeplads ud af indsatsen.
Dagens positive overraskelse var Martin Sally, Hjortshøj, der præsterede en fænomenal start fra sin startposition som nummer 11. Efter første omgang indtog han femtepladsen og med straffene til de to forankørende kunne han indtage tredjepladsen på podiet efter en godt kørende Steffen Larsen, Ishøj.
I det andet af søndagens to heats var der derimod ingen slinger i valsen for Per Poulsen. Han tog føringen fra start, og selv om han her blevet jagtet af Martin Clausen og Bjørn Smedegaard Laursen, kunne de ikke for alvor true fynboen, som i kraft af weekendens maksimumscore har lagt sig i front i kampen om årets udgave af Renault Clio Cup – en løbsserie, hvor han ellers tre gange har måttet nøjes med sølvmedaljen.
Christian Jakobsen, Børkop, var dagens uheldige helt. I første heat var han indledningsvist med i den kvintet, der kæmpede om de forreste pladser, men han kørte af banen og ramte et autoværn med skader på bilen til følge. Alligevel fik hans mekanikere gjort den klar til andet heat, hvor han sluttede som nummer otte.
Stillingen i Renault Clio Cup:
|
Plac. | Kører | Model | Point |
|
1. | Per Poulsen | Renault Sport Clio III | 76 |
2. | Martin Clausen | Renault Sport Clio III | 64 |
3. | Bjørn Smedegaard | Renault Sport Clio II | 47 |
|
4. | Steffen Larsen | Renault Sport Clio II | 44 |
5. | Claus Christensen | Renault Sport Clio III | 39 |
6. | Michael Christensen | Renault Sport Clio III | 35 |
|
7. | Anders Byriel | Renault Sport Clio III | 33 |
8. | Martin Sally | Renault Sport Clio III | 31 |
9. | Dennis Bannergaard | Renault Sport Clio III | 30 |
|
| Christian Jakobsen | Renault Sport Clio II | 30 |
11. | Jacob Kristensen | Renault Sport Clio III | 29 |
12. | Rene Hoff | Renault Sport Clio III | 19 |
|
13. | Thue Kristensen | Renault Sport Clio III | 16 |
14. | Ronnie Bodekær | Renault Sport Clio II | 14 |
15. | Kent Bernsdorf | Renault Sport Clio III | 9 |
|
16. | Martin Frederiksen | Renault Sport Clio III | 7 |
17. | Lars Christensen | Renault Sport Clio II | 5 |
18. | Jan Engelbrecht | Renault Sport Clio III | 4 |
|
| Roland Poulsen | Renault Sport Clio III | 4 |
|
Morten Alstrup Læs mere om: Martin Sally PedersenPer PoulsenAD-RacingSally RacingRing Djursland18/05/08 - Ring Djursland - Danish Touringcar Challenge - DTC mesterskabet |